Snittet med kniv, da de ville hjælpe kvinde

En 33-årig mand fik snitsår ved albuen, da han og en anden ville hjælpe en kvinde, som fik tærsk. Gerningsmand fremstilles i grundlovsforhør på sin fødselsdag.

Vagtchef Jesper Duus fra Sydøstjyllands Politi fortæller:

- En mand og en kvinde er i klammeri i Brostræde i Kolding. Kvinden bliver tildelt adskillige slag, men det lykkes hende at slippe lidt væk. Men hun bliver fulgt af manden, indtil to forbipasserende lægger sig imellem.

- Det bliver voldsmanden voldsomt ophidset over – og tildeler de to redningsmænd flere slag. Og på et tidspunkt tager han en lille kniv frem og stikker en 33-årig mand fra Kolding. Snitsårene er ikke livstruende, siger vagtchefen.

Politiet er blevet tilkaldt, men det blev voldsmanden ekstra ophidset over, så han spytter på den ene betjent.

- Vi har besluttet at fremstille ham i grundlovsforhør. Sigtet for vold og knivstikkeriet plus vold mod tjenestemand. At spytte er det samme som at slå.

Kvinden, der blev slået på, forsvandt fra stedet uden, at politiet fik snakket med hende. Den del af sagen er derfor ikke med i sigtelsen.

Manden blev fremstillet kl. 12 i Retten i Kolding lørdag. Og det er nok ikke lige den måde, han har forestillet sig at skulle holde sin fødselsdag: Den sigtede fylder nemlig 24 år netop i dag og fik fire ugers varetægtsfængsling.