Socialdemokraterne vil kun udsætte togbro

De private husejere ved Vejle Fjord skal ikke glæde sig for tidligt. Socialdemokraterne vil kun udsætte planerne om en togbro.

Der var glæde i Vejle for små to uger siden, da Dansk Folkeparti dømte den nye togbro over Vejle Fjord for urealistisk.

- Togbroen over Vejle Fjord ville have været en katastrofe. Så jeg er super lykkelig over, at man tager den af, sagde borgmester Arne Sigtenbjerggaard (V) til TV SYD den 12. april.

Men vejlenserne skal ikke glæde sig for tidligt. For en anden af forligspartierne bag Togfonden, Socialdemokraterne, vil kun udsætte togbroen – altså ikke opgive den. De mener, den realistiske løsning er at udskyde timeplanen.

Dermed kan John og Else Rønsholts bange anelser gå i opfyldelse. De er private husejere ved Vejle Fjord, og en eventuel togbro vil kun gå snert forbi deres grund. De turde derfor heller ikke juble, da den nye togbro blev aflyst af Dansk Folkeparti.

- Vi er glade for at høre, at man overveje at fjerne projektet, men vi har jo ikke set det på skrift endnu. Og det vi er allermest bange for er, at det nu bliver lagt ned i skuffen og så taget op igen på et tidspunkt, sagde John og Else Rønsholt til TV SYD den 13. april.

Staten fortsætter med at købe ejendomme op i området. Alene i denne måned er der indgået købsaftale om tre huse og flere er i spil.