Sømand faldt i ballasttank og druknede ombord på sit eget skib

Den hollandske sandsuger Scelveringhe ligger lørdag morgen i trafikhavnen i Esbjerg efter fredagens drukneulykke ombord på fartøjet i Nordsøen. Her omkom en 25-årig filippinsk sømand.

Sømanden er efter de foreløbige oplysninger fredag faldet ned i en ballasttank og derefter druknet. Syd- og Sønderjyllands Politi blev alarmeret kl. 18,35.

- Den omkomne sømand arbejdede i lastrummet, men da de øvrige besætningsmedlemmer ikke kunne finde ham, tog skibet kontakt til de danske myndigheder, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi, lørdag morgen til TV SYD. 

Den hollandske sandsuger Scelveringhe søgte straks mod nærmeste havn og ankom fredag aften til Esbjerg, hvor fartøjet nu ligger ved Trafikshavnskajen.

Da skibet havde lagt til i Esbjerg, gik dykkere om bord på fartøjet, en sandsuger, og fandt liget af sømanden i en af skibets ballasttanke.

De vandfyldte tanke har til formål at afbalancere og stabilisere et skib. En sandsuger er et specialskib, der typisk bruges i forbindelse med entreprenøropgaver til havs.

- Lørdag formiddag vil politiet undersøge det, som vi betragter som en arbejdsulykke til søs, sammen med de maritime myndigheder. Der kommer også folk fra hollandske myndigheder til Esbjerg for at deltage i undersøgelsen, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen.