Veteran-soldater får fred og ro ved fyret

Kegnæs Fyr skal fremover bruges som et tilbud til veteraner i Sønderborg. I de smukke omgivelser på Kegnæs vil veteranerne blive tilbudt karrierevejledning, coaching og friluftsaktiviter.

Tilbuddet på Kegnæs er en del af Sønderborg Kommunes støtte til hjemsendte veteraner. En målgruppe, hvor mange oplever store udfordringer ved at komme hjem og vænne sig til livet som civil. Derfor ansatte kommunen i foråret en veterankoordinator, som siden sin tiltrædelse har arbejdet med at udvikle og styrke indsatsen til veteranerne.

Kegnæs Fyr
Kegnæs Fyr

- At være udsendt i en krigszone og efterfølgende komme hjem til en helt almindelig tilværelse kan være hårdt, og desværre har vi på landsplan set alt for mange tilfælde af, at veteranerne er gået ned med flaget, efter de er kommet hjem. Det vil vi gøre alt for at undgå i Sønderborg Kommune, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu får mulighed for at bruge Kegnæs Fyr til vores veteraner,  siger Jan Prokopek Jensen, (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget i en presssemeddelelse.  

quote

- At være udsendt i en krigszone og efterfølgende komme hjem til en helt almindelig tilværelse kan være hårdt

Jan Prokopek Jensen, (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Sønderborg Kommune

Det er planen, at der på Kegnæs Fyr vil være mulighed for at ro kajak, at cykle på mountainbike, fiske og måske overnatte ude i et shelter. Det vigtigste er, at give brugerne fred og ro og dermed finde energi til hverdagen.

Alle Sønderborgs omkring 400 veteraner vil få tilbuddet om at bruge Kegnæs Fyr, og Sønderborg Kommune håber, at de første veteraner kan benytte fyret ved udgangen af året.