Sønderjyder sendte topholdet til tælling

Det blev til en af de store øretæver, da Sønderjyske på udebane slog kronjyderne fra Randers FC med hele 4-0.

Ser man på de tidligere møder mellem Sønderjyske og Randers, så kunne det på papiret have lignet en uafgjort. Seks af de seneste syv opgør er endt med pointdeling mellem de to hold.

Men selvom topholdet Randers FC ikke har tabt i de seneste otte kampe i streg, så ville sønderjyderne det anderledes.

Der var tempo fra begyndelsen, men chancerne lod vente på sig. Indtil det 22. minut, hvor Marc Dal hende satte gang i scoringerne, da han sendte bolden i nettet til 0-1.

Derefter overtog Sønderjyske initiativet, og det blev lettere, da Randers FCs Nicolai Poulsen fik sit andet gule kort og reducerede kronjyderne til 10 spillere.

Kort før pausen – i det 43. minut – scorede Nicolaj Madsen til 2-0-føring til Sønderjyske.

Pausen hjalp ikke Randers. For Sønderjyske dominerede anden halvleg.

I det 66. minut scorede Marc Pedersen til 0-3, og i det 84. minut cementerede hollænderen Kees Luijckx sønderjydernes sejr med sit hovedstødsmål til 0-4.

Sønderjyske rykker med sejren op på Superligaens ottendeplads.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.