Søren hjælper ved grænsen: - Jeg vil gøre noget for samfundet

Hjemmeværnsmand Søren Josefsen havde tirsdag første dag ved grænsen. Han skal hjælpe politiet med at kontrollere indrejsetrafikken.

Tirsdag morgen var de første hjemmeværnsfolk på plads ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. Her skal de aflaste og hjælpe politiet med at kontrollere de indrejsende. Og en af dem er Søren Josefsen.

Søren Josefsen er kompagnichef ved Hjemmeværnets gruppe ved grænsen, og han har indtil videre skrevet under på en kontrakt for de næste seks måneder, hvor han skal stå og holde øje med biler og pas ved den dansk-tyske grænseovergang. Der er flere årsager til, at Søren Josefsen har valgt at sige ja til jobbet.

- For det første er det spændende at være med til. Det er en faglig spændende udfordring, fortæller Søren Josefsen og tilføjer:

- Så gør jeg det også for at være med til at gøre noget for samfundet. Det er en opgave, der er politisk bestemt, og som skal udføres, og der er vi blevet bedt om at hjælpe, så det vil jeg gerne være med til, siger han til TV SYD.

For nogle kan seks måneder ved grænsen lyde af meget, men Søren Josefsen glæder sig til at kontrollere de indrejsende.

- Det er jo en udfordrende opgave, hvor man møder en masse mennesker, så jeg tror egentlig, det bliver rigtig spændende, siger han.

I alt vil der blive indsat, hvad der svarer til 125 årsværk fra Hjemmeværnets side. Den midlertidige grænsekontrol er indtil videre forlænget frem til den 12. november 2016.