Søtrup underskriver protest

Planerne om at flytte Børne- og Ungdomspsykiatrien fra Esbjerg til Aabenraa får nu borgmesteren i Esbjerg til at skrive under på protest

- Ja, det plejer jo at være omvendt. At det er mig der modtager protesterne, sagde borgmester Johnny Søtrup, Venstre, i erkendelse af, at det var en anden situation han nu satte sig i. Nemlig den at han nu gik med i en protest mod Region Syddanmarks planer om at flytte Børne- og Ungdomspsykiatrien fra Esbjerg, hvor den har ligget i mange år, til Aabenraa.

Medarbejderne ansat i ambulatoriet i Børne- og ungdomspsykiatrien i Esbjerg har tidligere i et åbent brev til regionsrådet skrevet:

-Hvis afsnittet i Esbjerg lukker, så vil unge med alvorlig psykisk sygdom, som har behov for døgnindlæggelse, fremover skulle døgnindlægges enten i Aabenraa eller i Odense – langt væk fra familie og venner. Vi ved, at især familien er en yderst vigtig ressource for unge.

 

Borgmester Johnny Søtrup kalder det "urimeligt".

Socialpædagog Ronnie Sydbøge har ført an i protesten og besøgte i dag onsdag borgmesteren. Foreløbig har han og hans protest-venner fået 5.000 underskrifter i kampen mod flytningen. Efter at have skrevet sin underskrift sagde Johnny Søtrup:

- Det var så nummer 5.001. Nu er vi på vej mod de 10.000 underskrifter.

Om det mål nås er usikkert. For efter planen vil Region Syddanmark på et regionsrådsmøde den 25. april beslutte den spare- og omfordelingsplan, hvor en eventuel flytning af Børne- og ungdomspsykiatrien indgår.