To soldater kvæstet i skydeøvelse i Oksbøl

Ulykken skete onsdag eftermiddag i øvelsesterrænet i Oksbøl. To soldater, der befandt sig på et infanterikampkøretøj, blev ramt af fragmenter fra en let morter.

Ulykken fandt sted omkring klokken 12.45 i øvelsesterrænet i Oksbøl. Soldaterne kommer fra Gardehusarregimentet og tog del i en større skydeøvelse.

quote

Nu skal sagen undersøges til bunds, og det er endnu for tidligt at begynde at spekulere i, hvordan ulykken kunne ske.

Allan Just, major, Gardehusarregimentet

De to soldater, der befandt sig på et infanterikampkøretøj, blev ramt af fragmenter fra en let morter.

De to tilskadekomne fik straks førstehjælp på stedet af deres kolleger, ligesom der blev sendt bud efter en ambulance. Den ene soldat har fået skader på hage/kæberegionen, mens den anden er ramt i skulderen.

Soldaternes nærmeste pårørende er orienterede. Begge var selv i stand til at kontakte deres pårørende.

- Nu skal sagen undersøges til bunds, og det er endnu for tidligt at begynde at spekulere i, hvordan ulykken kunne ske, udtaler major Allan Just  fra Gardehusarregimentet i en pressemeddelelse.