TV der bevæger dig

Sort dag i Esbjerg

08:30

1 af 2

Lukningen af Danish Crown-slagteriet får store konsekvenser for Esbjerg. Der er ikke ledige job til ufaglærte.

Esbjergs borgmester, Johnny Søtrup (V), fik den triste besked klokken kvart i otte fredag morgen: Danish Crown lukker sit slagteri i byen og nedlægger dermed mere end 500 esbjergensiske arbejdspladser.

- Det får selvfølgelig meget stor gennemslagskraft, også i en kommune af vores størrelse, når man lukker en arbejdsplads med mere end 500 medarbejdere, siger Johnny Søtrup.

Han er især bekymret over, at der mestendels er tale om ufaglærte arbejdere, der nu står uden job.

For selvom der i de kommende år ventes tusindvis af nye job til byen - blandt andet i forbindelse med en ny havvindmøllepark og elektrificering af jernbanen - så er der ikke umiddelbart efterspørgsel efter ufaglærte hænder her og nu.

Kan ikke snakke os fra det

- Vi kan ikke snakke os ud af det. Det er en rigtig skidt dag for Esbjerg, konstaterer borgmesteren.
Han tror ikke meget på, at de afskedigede slagteriarbejdere vil flytte efter et nyt job hos Danish Crown.

Derfor ligger der en stor opgave for kommunen i at opkvalificere og videreuddanne de fyrede, så de er klar til at tage nogle af alle de job, der ventes at komme til byen om nogle år.

Men indtil da vil lukningen af slagteriet kunne mærkes i kommunekassen, fastslår borgmesteren.

- Det vil få indflydelse, også på beskatningen. Slagteriarbejdere arbejder hårdt og flittigt, og derfor har de også gode indkomster. Så når de skal over på dagpenge i en periode, vil vi kunne mærke det, siger Johnny Søtrup.