Spareplan vil lukke beredskabet i Haderslev

Et forslag til besparelser på beredskabsområdet vil lukke alle de jyske beredskabscentre. Det gælder altså også beredskabet i Haderslev.

Der skal spares hele 125 millioner på beredskabsområdet i hele landet. Og de penge, foreslår embedsværket i Forsvarsministeriet, skal findes ved at lukke alle de jyske beredskabscentre og samle beredskabet i Hedehusene på Sjælland, skriver TV Midt-Vest mandag.

Spareplanerne vil altså gå ud over de 52 fastansatte og 72 værnepligtige på beredskabscenteret i Haderslev. Og ifølge næstformanden for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, Niels Bonde Jensen, vil det betyde en stor forringelse af sikkerheden i Jylland.  

- Man vil lukke fire af de seks centre. Det vil simpelthen være en katastrofe for Danmark, så er Danmarks ulykkesforsikring reelt sagt op, siger Niels Bonde Jensen til TV Midt-Vest.

Beredskabet bruges blandt andet ved oversvømmelser, store brande og naturkatastrofer. De sørger også for, at der er midlertidige overnatningsmuligheder ved for eksempel snestorme.

Beredskabscenteret i Allinge på Bornholm bevares.