Jubel! Stjernevejskolen sender drenge- og pigehold i finalen

Det startede ikke godt for drengene fra Hedensted, men de holdt hovedet koldt og slog hjemmeholdet fra Kroggårdsskolen 3-2. Dermed er både skolens drenge- og pigehold i finalen.

Ekstra Bladets skolefodboldturnering har fundet endnu en finalist. Det er de sydjyske drenge fra Stjernevejskolen i Hedensted.

Stjernevejskolen fik kampens første målchance, men ind ville bolden ikke. Derimod bragte modstanderne fra Kroggårdsskolen på Fyn sig i front og havde efterfølgende god kontrol over spillet.  Stjernevejskolen var lige ved at udligne inden pausen, men modstandernes målmand fik afværget. 

På trods af, at de var bagud med et mål, kæmpede Stjernevejskolen frygtløst videre efter pausen. Mathias Kubel sparkede et hjørnespark, som holdkammeraten Joachim Jensen fik over stregen til 1-1.

Udligningen gav de sydjyske spillere blod på tanden, og efterfølgende fik de lagt pres på modstanderen og bragte sig foran 2-1. Efterfølgende satte Stjernvejskolen endnu mere turbo på, og kort efter scorede Joachim Jensen til 3-1, inden Kroggårdsskolen havde fået pusten fra det første føringsmål.  

Kroagårdsskolen fik reduceret inden slutfløjtet, men det ændrer ikke på at skolen fra Hedensted vandt 3-2 og dermed er i finalen.

Pigerne er også med

Stjernvekskolen har også haft et pigehold med i turneringen. I går spillede de semifinale mod Kolding Realskole, en kamp der blev vundet med 3-2. Afgørelsen i den kamp kom blot seks minutter før tid.

Her stormede Mathilde 'Mulle' Gaarn frem i banen, mod hende kom både modstandernes målmand og en forsvarspiller, men med en aflevering til siden i sidste øjeblik, fik hun aflevere bolden til Katrine Them Kristensen, der let kunne score til kampens resultat.  

Stjernevejskolen har dermed to hold videre til finalen, der bliver spillet torsdag den 27. april.