Storke på vej mod nord i tusindetal - det tegner til et godt storke-år

Storkene er på vej fra Afrika mod nord i tusindevis. Og de seneste dage er flere set i både Sønderjylland og Vestjylland. Det tegner til et godt storke-år

Alene søndag blev der talt 4500 storke over Bosporus Strædet, lyder den glade melding fra Storkene.dk

Og sådan er det hver dag nu på de gode trækdage. Modsat sidste år ser der ud til at være gode forhold på trækruten og derfor kommer storkene hurtigt og godt frem.

Det mærkes også så småt herhjemme, hvor der de seneste dage er set flere storke i både Sønderjylland og Vestjylland.

Udover storken, der er set ved Ravsted og nu er fløjet videre, er der mandag  observeret en stork med tysk ringmærke ved Tarm. Og der var to storke ved Ribe lørdag aften.

Der er allerede mange storkepar, der har indtaget reder lige syd for den dansk-tyske grænse.

- Når de mange storke syd fra når frem og ser rederne i Slesvig-Holsten allerede er optaget, så flyver de videre mod nord - og det vil give os gode muligheder for at få flere ynglende storkepar i år, siger Jess Frederiksen fra Storkene.dk til TV SYD.

Han forventer også, at hunstorken Annika er på reden i Smedager om 8-10 dage - maksimal.