Snydt på nettet, lov forhindrer at han får pengene igen

Undgå bankoverførsel når du handler på nettet. Uskyldig mand i Skagen optræder som sælger af alverdens ting. Hans identitet misbruges af svindler.

Mandag fortalte TV SYD om Ole Schultz fra Fredericia, som troede, han handlede med en Jesper Hegaard fra Skagen. Schultz overførte 9500 kr. via Mobilepay for noget fotoudstyr. Det fik han aldrig.  

Tirsdag fortæller TV SYD en lignende historie. Denne gang om Bjarne Dyrby Jensen fra Esbjerg. Også han troede, han handlede med Jesper Hegaard i Skagen, da han overførte 3100 kr. til sælgerens konto for en riffelkikkert. Han fik den aldrig. Bjarne havde indrykket en annonce i Den Blå Avis, hvor han søgte en bestemt kikkert. Derefter blev han ringet op af en mand, som udgav sig for at være Jesper Hegaard. Han havde lige  den kikkert, som Bjarne søgte.

I begge tilfælde står en svindler bag, som i telefonen optræder som Jesper Hegaard, lærer, Skagen.  På den måde har den virkelige Jesper Hegaard, uden at vide det, optrådt som sælger af højtalersæt, plankegulve, Adele-billetter, en traktor, autolift samt altså fotoudstyr og riffelkikkert til en række forskellige ofre.

Både Bjarne Dyrby Jensen, Ole Schultz og Jesper Hegaard og andre har meldt deres sager til politiet, og de er medlem af en lukket Facebookgruppe for folk, der er blevet svindlet eller forsøgt svindlet af en person med falsk identitet.

https://www.facebook.com/groups/196574350728836/

Bjarne Dyrby Jensen har forsøgt at få sin bank til at tilbageføre pengene, men uden held. Han kritiserer banklovens regelsæt, som forhindrer det.

- Jeg er chokeret over den danske banklovgivning som betyder, at bankerne ikke må betale stjålne penge tilbage, selv om de ved, det er tale om svindel. Bankloven kræver, at der skal foreligge en dommerkendelse. Men da politiet er langt fra at være i mål med efterforskningen, så får vi ingen dommerkendelse, siger Bjarne Dyrby.

Vicedirektør i Forbrugerrådet, Vagn Jelsøe, advarer mod at betale sin nethandel med en bankoverførsel. Så ender man i en situation som Bjarne Dyrby.  Betal i stedet med Dankort eller Mastercard, lyder rådet fra Vagn Jelsøe.