Syd- og sønderjyske landmænd ånder lettet op

Landmænd ånder lettet op, efter aftalen om regeringens naturpakke i dag faldt på plads.

Regeringen har indgået aftale med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om den såkaldte naturpakke. Nu håber de syd- og sønderjyske landmænd, at det bliver slutningen på måneders politisk uro, der blandt andet har kostet Eva Kjer Hansen en ministerpost. 

- Jeg er rigtig glad for, at der endelig kommer ro på efter det politiske rod, der var i forbindelse med landbrugspakken, siger Claus Christensen, der er formand for Sydvestjysk Landboforening, til TV SYD.

Også i Sønderjysk Landboforening er de positive over den nye pakke.

- Det er dejligt, at der kommer balance mellem natur og landbrug. Gennem hele forløbet har folk troet, at landmænd ikke kan lide naturen. De glemmer jo, at vi går i den hver dag, siger formand Christian Lund til TV SYD.

Mindre kvælstof
Et af hovedpunkterne i aftalen er 630 tons mindre kvælstofudledning i 2017-2018 efter et krav fra Konservative. Ifølge Claus Christensen fra Sydvestjysk Landboforening er det mest et udtryk for politisk spil. Han mener ikke, det får nogen konsekvenser for landbruget.

- Det er en detalje. 630 tons er utrolig lidt, når man ser på den årlige udledning af kvælstof. Det her ligner en pakke, som landbruget sagtens kan leve med, siger han til TV SYD.