Krimimessen er godt i gang, hele Fængslet i Horsens summer af liv, selvom alt handler om mord og fæle gerninger. Men hvordan ser hverdagen og krimimessen ud, hvis man tænker som en krimiforfatter? Læs forfatter Stephanie Caruanas bud, der er skrevet særligt til TV SYD til dette års Krimimesse. Få et indblik i en krimiforfatters hjerne gennem syv billeder, og prøv selv at se, om du kan få hverdagsbillederne til at virke ligeså skræmmende.
1) BEGYND GODT!
Han gik langsomt mod den store plæne, væk fra indgangen. De lange ben bevægede sig roligere end raseriet i hans blod. Den ene hånd var dybt nede i lommen, den anden knugede programmet. Han havde taget imod det, smilende til kvinden, der rakte ham det, selvom han kunne alle tiderne udenad. Han vidste præcis, hvor han skulle hen. Denne gang måtte det ikke gå galt. Han var forberedt.
En god krimi vækker nysgerrigheden, både sprogligt og psykologisk. Vi ved ikke, om manden yderst til venstre er offer, morder eller efterforsker. Eller en krimi-elsker, der bare må møde sin yndlingsforfatter. Hvad tror I?
2) SPÆNDING
Spændingen er det, der får os frem i historien. Eller det ligger som en understrøm, i psykologien og omgivelserne. Selv det mest kedelige kontorlandskab er spændende, når det er nat, og hovedpersonen ligger under et skrivebord med tilbageholdt åndedræt, fordi forbryderen står lige udenfor i gangen. Men spændingen er som salt og sukker; nødvendigt, men skal bruges med omtanke. Ofte sker de største forbrydelser lige foran os, men ingen opdager noget, før ondskaben drypvist er kommet fra toppen, ud af sprækkerne, ned til os. Omvendt kan der ske noget voldsomt, som ikke er forbryderisk. En ulykke, en sygdom.
3) GERNINGSSTEDER
Instinktivt holdt han vejret i det lille. slidte rum. Klaustrofobien måtte ikke slå ud nu, men han vidste, at det ville komme over ham som en flodbølge. Han havde ville se nærmere på cellerne, men fortrød næsten allerede. Årtiers sorg var som sunket ind i de kraftige mure. Så mange havde henslæbt år og dage netop i dette rum, uden håb om frihed. Og nu var det som om, det altsammen piblede ud, som om den kraftige maling blev flydende af fortvivlede skrig og klistrede til ham. Han stod som naglet til gulvet, øjet søgte den lille bid udsigt, der var. Han så ikke, hvem der lukkede døren bag ham. Hans råb overdøvede lyden af fortrin.
Forbrydelse er ofte det umuliges kunst. Og krimier arbejder netop på at gøre det umulige sandsynligt. Derfor elsker mange læsere og forfattere ‘det lukkede rum’, der har været brugt siden Poe og ‘Mordene i Rue Morgue’. Hvad sker der med mennesker, der bliver spærret inde? Hvad gør det mon ved sindet?
4) OFFER, DETEKTIV, MORDER
Denne trio hænger sammen. Der må være en logik i den måde, de krydser hinandens spor på. Og de skal helst være psykologisk tilfredsstillende. Uanset hvem, historien fortælles igennem, må læseren have en vis sympati med vedkommende. Vi skal forstå, hvad de vil opnå med deres handlinger - men vi behøver ikke være enige med dem. Det lette offer, den plagede detektiv…den udspekulerede dræber. Hvad drømmer de om? Hvad ser de, når de står her? Trafikken? Restauranten? De mange klistermærker? Vi møder dem et sted i deres liv, hvor de indgår i mange sammenhænge. Som stjerneskuespilleren har de en rolle - og vi skal kunne tro på dem.
5) SPOR
Her er et spor. Men fra hvem? Er det en diplomat, der tabte handsken, da han blev bortført? Er det en lejemorder, der nu muligvis må sætte fingeraftryk? Det er ikke til at vide, før de er blevet undersøgt nærmere. Spor skal være simple, og nogle gange ligger de upåfaldende og kalder på os. Men en handske siger meget om en mand. Denne er brun, læder og våd. Det er en mand, der kan lide at klæde sig dyrt, men fornuftigt. Måske en politiker? Handsken er blevet tabt på en kold aften, og har ligget uden for en restaurant i København. Sandsynligvis hele natten. Hvis nogen fjernede den, ville ingen vide, at han havde været der.
6) INTET ER SOM DET SER UD!
Bøtten med slik på forlagets stand var allerede halvt tømt ved frokosttid. Utallige gæster var passeret forbi, havde talt med hende og købt bøger. Hun gøs ved tanken om alle de fingre, der begærligt havde gravet sig ned mellem de søde, farvestrålende vingummier. Så mange. Hun prøvede ikke at tænke på, hvad gelatine var lavet af, mens hun fortalte om sin seneste bog, hvor liget først blev knust, affedtet, lagt i saltsyre og siden en basisk opløsning i ugevis. Hun fik faktisk lidt kvalme, mens manden overfor hende bladrede i bogen, og tog endnu et stykke, suttede det i sig med velbehag. Han spurgte, om hun ikke selv skulle have et stykke.
- Sukker er det rene gift for mig, sagde hun. Han skulle bare vide.
Her føres læseren ind… men hvorhen, mon? Vi har tydeligvis en forfatter, der har taget research længere end de fleste. Hun kan have gjort to ting: Lavet vingummier ud af liget (opskriften på gelatine!) eller måske bare forgiftet slikket? Måske endda begge dele? Uanset hvad, den bliver den svær at opklare. Hvad kan ellers bruges som mordvåben på bordet?
7) PLOT
Det allervigtigste. Al spænding i hele verden, al psykologisk dybde i karaktererne kan ikke redde en bog uden en historie. Problemer er ikke plot. Action er ikke akter i historien. Der må ligge en fortælling med en begyndelse, en midte og en slutning, der måske ikke er lykkelig, men som binder sløjfe på den rejse, vi har været igennem med vores karakterer. Historien må brænde på for forfatteren, ellers gløder karaktererne ikke og læserne brænder ikke for at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen.
