Taxavognmænd langer ud efter flextrafik: De stjæler vores kunder

Flextrafik var tænkt som et miljørigtigt alternativ til busser på landet, men ordningen bliver misbrugt til bykørsel. Sådan lyder kritikken fra taxavognmændene.

Kommunerne tolker reglerne for flextaxaer alt for løst, og det får nu taxavognmænd til at kritisere kommunerne for at stjæle deres kunder.

quote

Det er ikke i orden, at folk bare kan bruge flexordningen som almindelig taxa i en by som Vejle.

Torsten Jensen, taxavognmand, Vejle

- Det er ikke i orden, at folk bare kan bruge flexordningen som almindelig taxa i en by som Vejle, hvor der er offentlige transportmidler og let adgang til almindelige taxa-ture. Vi taber alt for mange penge på den måde, fortæller vognmand i Vejle, Torsten Jensen til TV SYD.

Flextaxaordningen blev oprettet i 2011, som alternativ til borgerne på landet, da en lang rækker busruter blev nedlagt. Den billige transport skulle gøre det muligt for borgerne i yderområderne at blive boende, men med ordningen fulgte også nogle begrænsninger, - f.eks. at turen skulle gå ud på landet.

Vognmand i Vejle, Torsten Jensen: - Vi kan se at flexvognene kommer og kører al vores kørsel.

 

Problemet er ifølge taxavognmændene, at flere kommuner ikke overholder reglerne, og derfor kommer flextrafik til at stjæle kunder fra de almindelige taxaer. Det gælder bl.a. i Vejle, Sønderborg, Vejen og Billund, hvor det er blevet muligt at køre flextrafik internt i byerne til cirka en fjerdedel af den normale taxapris.

Formand for Teknisk Udvalg i Vejle, Peder Hummelmose (V) afviser kritikken. Han mener, at flextaxaordningen er et helt andet produkt, hvor man både kan risikere at vente i op til to timer på flextaxaen, og der kan være flere passagerer i bilen, så man også skal køre omveje.

quote

 Vi mener, at det er alt for omkostningstungt at begynde at administrere flextaxaordningen

Peder Hummelmose (V), Fmd., Teknisk Udvalg, Vejle Kommune

- Det er erstatning for busser - først og fremmest på landet, men på grund af administrationen har vi valgt at gøre det så enkelt som muligt, forklarer Peder Hummelmose til TV SYD, og tilføjer:

- Der skal være ens tilbud til alle vores borgere.

Formand for Teknisk Udvalg i Vejle, Peder Hummelmose, Venstre, mener flextaxa er et godt produkt, der er kommet for at blive.

Fakta

Fra 2011 til 2015 er omkostningerne for flextaxaordningerne i Danmark steget fra 25.825.846 kroner til 98.800.744 kroner i 2015. Her var egenbetalingen for brugerne 30 millioner kroner.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.
Vognmænd er utilfredse med flextaxa-ordning. De siger, at de taber penge.
Vognmænd er utilfredse med flextaxa-ordning. De siger, at de taber penge.