TV der bevæger dig

Top 10 over sommerhustyvens foretrukne ting

Se Top 10-listen over hvad indbrudstyven helst løber med, når han er på "arbejde" i sommerhuset. Topdanmark har set på kosterne.

1. Alm. husholdningsartikler, rengøringsmidler, gryder, bestik
mv.
2. Fladskærms-tv, lydanlæg og dvd-afspiller
3. Boligtilbehør, fx håndklæder, lysestager, gulvtæppe mv.
4. Værktøj
5. Musik, film og spil
6. Møbler
7. Mad og vin
8. Computere
9. Hårde hvidevarer
10. Beklædning

De tager alt

- Tyvene holder sig ikke for gode til at løbe med stort set alt, siger Allan Frydendal Jensen, som er salgschef i Topdanmark i Haderslev-området.

Han peger på flere tyverier af for eksempel luftmadrasser, håndklæder og gardiner.

- Vi har sågar haft et indbrud, hvor tyvene stjal det nylagte gulv i sommerhuset.

Indbrud typisk i hverdagene

Sommerhusområderne er ubeboede flere måneder om året, og samtidig ligger mange af husene afsides, så tyvene kan tømme dem for værdier uden at blive forstyrret. Derfor ser vi også eksempler på sommerhuse, der er blevet totalt tømt. Indbruddene sker typisk i hverdagene og gerne hele kvarterer ad gangen, siger Allan Frydendal Jensen.

Stigning - og lille fald

Siden 2008 er antallet af indbrud i sommerhuse steget med 11 % på landsplan. I 2012 er antallet dog svagt nedadgående sammenlignet med 2009.