Torsdagens overblik: Sådan bliver dagen

Danmark spiller VM-topbrag i aften mod Norge. I den anledning har en gruppe piger på Aller Friskole lavet en VM-sang. TV SYD besøger dem i dag.

Det er højsæson for foredrag proppet med viden, tro og holdninger: Torsdag aften taler entertaineren Sigurd Barrett om "Tro - Tvivl - Taknemmelighed" i Tørring Kirke. På Scandic Hotel i Kolding holder iværksætteren Jesper Buch foredraget "Kick-ass - fra kælder til milliard". Mens meteorologen Jesper Theilgaard på Lindknud Aftenhøjskole besvarer det mere og mere aktuelle spørgsmål "Hvad sker der med vejret?".

En dyretransport med køer er onsdag kørt i grøften på Givevej ved Thyregod. Ingen personer er kommet til skade, men 12 køer måtte aflives. Endnu ved politiet ikke, hvad der har ført til uheldet.

Trafikken glider på motorveje og skinner. Der er ingen meldinger om uheld eller forsinkelser, men da det bliver koldt med risiko for hagl og sne, kan det præge trafikken - så pas på derude.  

I dag skal du huske at finde vintertøjet frem, for vi får perioder med slud, hagl- eller snebyger, mens solen kun titter frem i glimt.

DMI regner med mellem én og fire graders varme, men det vil føles endnu koldere på grund af en jævn til hård vind fra vest og sydvest, der ved kysterne kommer op på stedvis kuling.

Tak, fordi du læste med!

Med venlig hilsen

Charlotte Sølvsten