Trekantområdet får pas til oplevelser

Nu er Trekantområdets Oplevelsespas helt gratis - og tilbyder 51 attraktioner.

Oplevelsespasset giver borgere og gæster en oplagt mulighed for at teste de oplevelser, der er i Kolding og i de omkringliggende kommuner.

Oplevelsespasset giver nemlig billig adgang til 51 oplevelser i hele Trekantområdet fra wellness over naturoplevelser og kunst til leg og stjernekiggeri. Oplevelsespasset er gyldigt i 14 dage fra afhentningsdatoen.

- Mange har lyst til at opleve noget hyggeligt og nyt med børnene, eller måske leder bedsteforældrene efter en lys idé til de dage, hvor de passer børnebørnene. Her giver Oplevelsespasset rigtig god inspiration til oplevelser, der ligger indenfor en radius af 45 minutter til Kolding, fortæller turistchef hos Visit Kolding Annemarie Michelsen.
 
I passet kan gæsterne let og hurtigt finde oplysninger om familieaktiviteter, kunst, kultur, historie, naturoplevelser, badeland og wellnesscentre. Passet er udformet som en handy A6-folder, som er nem at have med sig. Breder man passet ud som en slags kort, finder man en lille tekst om hver af de 51 attraktioner, herunder en kort beskrivelse, priser, åbningstider og GPS-koordinater. Alt i alt kræver det minimal planlægning for den travle familie.
 
Det fælles Oplevelsespas er blevet til i samarbejde mellem områdets turistkontorer og Trekantområdet Danmark, der også har støttet udarbejdelsen af passet økonomisk.

Fakta

Oplevelsespasset udleveres hos turistbureauerne i Kolding, Fredericia, Billund, Middelfart, Vejen og Vejle kommuner samt hos de pågældende attraktioner.
Det giver adgang til 51 attraktioner eller rabatter på op til 20 % på billetten.
Eksempler på attraktioner er Grimmerhus, Trapholt, Strib Automobilmuseum, Grindsted Bymuseum, Koldinghus, Vejen Kunstmuseum, Whale Watching på Lillebælt, Skjernå Kanofart, Geografisk Have, Enghave Dyre- og Naturpark, Slotssøbadet, Billund Bad, Legelandet i Vejle, Vorbasse Fritidscenter, Grindsted Gocart-Event, Orion Planetariet og Fredericia Miniby.