Trekantområdet vil ikke opgive politiskolen

Kommunerne i trekantområdet nægter at give op. De vil have politiskolen.

Kommunerne i trekantområdet giver ikke op så let, når det kommer til kampen om den nye politiskole. I fredags blev det klart, at skolebordene til fremtidige politibetjente, hverken skal stå i Kolding, Fredericia eller Horsens. Kommunernes bud på bygninger var ifølge Rigspolitiet ikke gode nok.

Men nu melder alle tre kommuner ind med nye forslag til placeringer af den nye skole. Og i Fredericia tror de stadigvæk på, at de kan vinde kampen om den vestdanske politiskole.

- Vi er bestemt ikke dømt ude. Vi er stadig med når det kommer til nybyggeri og vi har en oplagt placering midt i Danmark og tæt på motorvejen, siger Pernelle Jensen (V), formand for uddannelsesudvalget i Fredericia Kommune, til TV SYD.

Hør, hvorfor Fredericias borgere gerne vil have politiskolen til byen.

Fredericia Kommune leder med lys og lygte efter gode byggegrunde i kommunen, som kan huse en ny og stor politiskole. De har blandt andet kig på en grund i området Danmark C. Ifølge Pernelle Jensen er en af grundene derude oplagt til Politiskolen. Den er nemlig hele 4000 kvadratmeter stor, og der er derfor både plads til en politiskole og til øvelsesterræn.

Men selvom Fredericia Kommune er i fuld gang med at finde egnede byggegrunde, så beder kommunen også byens borgere om hjælp. Og flere borgere har allerede meldt sig på banen med idéer.

Fredericia Kommune regner med at kunne sende et nyt tilbud om en byggegrund til Rigspolitiet allerede i løbet af næste uge.