Trekantområdets Festuge: Ti skønne - og gratis - oplevelser for dig og dine børn

Et væld af aktiviteter venter i næste uge i Trekantområdet. Vi har sorteret lidt i dem, så du her kan se ti børnevenlige arrangementer til Trekantområdets Festuge, der alle er gratis.

Trekantområdet holder i hele næste uge festuge. Det betyder flere hundrede gratis arrangementer i Vejle, Vejen, Haderslev, Kolding, Fredericia og Billund kommuner i den kommende uge.

Men hvad skal man som børnefamilie satse på? TV SYD giver dig her ti gratis arrangementer til børnefamilien i den kommende uge. Der er både musikoplevelser, ture ud i naturen for de aktive, arrangementer på biblioteket for de mere stillesiddende og alt derimellem.

Læs mere om de enkelte arrangementer under kortet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

De ti arrangementer er her sorteret i kronologisk rækkefølge:  

  • Halfdans Univers – sanseudstilling. Hvor: Magion kultur og Idrætscenter samt Magion Biblioteket i Grindsted. Hvornår: 21. august, kl. 10:00 til den 4. september, kl. 18:00.

En udstilling for især de 4-7-årige hvor Magion Biblioteket fejrer den folkekære forfatter Halfdan Rasmussen. Fire kunstneriske installationer som børn og barnlige sjæle kan indtage danner rammen om udstillingen. Der er Osteskipper Ostenfeldts ostebåd, Tante Tulles fortryllende tulipaner, Fisketårnets finurlige fiskefrikadeller og en ø, der er klippet over af frisørens saks. Der er med andre ord rig mulighed for at gå på opdagelse i Halfdans skæve univers.

  • Stafetløb - knæk koden. Hvor: Kolding Bibliotek. Hvornår: Der er åben adgang til ”Knæk Koden”-løbet i hele åbningstiden på bibliotekerne i Lunderskov, Christiansfeld og Kolding fra den 29. august til den 4. september.
Der er mange forskellige aktiviteter i den kommende uge.
Der er mange forskellige aktiviteter i den kommende uge.
Foto: Trekantomraadets Festuge

Kom til stafetløb på biblioteket, hvor fem bokse skal åbnes med koder, som kun kan findes, hvis man klarer 15 spørgsmål. Alle kan være med, for der er fif og hjælp undervejs i stafetten, som slutter ved den store finaleboks. Klarer man at åbne alle boksene, så er man med i lodtrækningen om en præmie.

  • Den Store Pærejagt. Hvor: Fredericia Bibliotek. Hvornår: Hent en flaskepost på Fredericia Bibliotek fra mandag den 29. august (skal bruges) – pærejagten finder sted den 2. september 2016 klokken 17.00 til 19.00.

Solbys borgmester er forsvundet. Han har sendt en flaskepost fra Den Mystiske Ø, hvor der eftersigende gror kæmpepærer. Kan I mon finde Den Mystiske Ø og den forsvundne borgmester? Med afsæt i børnebogen ”Den utrolige historie om den kæmpestore pære” gøres historien levende med oplæsning, aktiviteter og en afsluttende pærebuffet for børn og voksne.

  • Trolle, Tormod og Chapper. Hvor: Rådhuspladsen i Fredericia. Hvornår: 2. september 2016, kl. 16:00 til 16:45

Chapper, Trolle og Tormod sparker årets kulturnat i Fredericia i gang med et familieshow, hvor man kan lære om bogstaver, tal, dyr – og hvordan man nu lige beatboxer. Genremæssigt burde der være lidt for alle, men fælles for numrene gælder det om at have det sjovt.

  • Villads fra Valby. Hvor: Kolding Bibliotek. Hvornår: 3. september 2016, kl. 11:00 til 12:00 (Husk billetter).

Har du læst Villads fra Valby? Så kan du nu møde forfatteren bag de populære børnebøger. Anne Sofie Hammer, som hun hedder, har skrevet syv skønne bøger om den helt almindelige dreng Villads, der er rigtig god til at finde på sjov – lidt for sjov, hvis man spørger forældrene. Anne Sofie Hammer fortæller om sine bøger. Det er gratis, men man skal hente en billet på biblioteket eller på Koldingbib.dk.

  • Cool Making! Hvor: Vejle Bibliotek og Ved Bispen i Haderslev. Hvornår: 3. september 2016 kl. 10.00 i begge byer.

Byg dit eget hus af pap, byg med lego, leg med robotter og prøv kræfter med at 3D-printe en lille personlig ting. Derudover kan man også prøve kræfter med det såkaldte Virtual Reality, så tør du tage et skridt med dine børn ind i fremtiden, så er det her et godt sted at starte.

Der er også mulighed for at børnene selv kan kreere mange ting i den kommende uge.
Der er også mulighed for at børnene selv kan kreere mange ting i den kommende uge.
Foto: Trekantomraadets Festuge
  • Familiejazz. Hvor: C-Byen i Fredericia. Hvornår: 3. september, kl. 11:00 til 16:00.

Rytmer, jazz og fantastrejser til børn i alle aldre i Fredericias nye bydel. FredericiaC leverer jazz, fortællinger og yoga i børnehøjde. Oplev blandt andet Jesper Bauder, som med klaver og pizzabakker spiller kendte børnesange.  

  • Troldetræf ved Troldespringvandet. Hvor: Vejen Kunstmuseum. Hvornår: 3. september 2016, kl. 10:00 til 16:00.

 Vejen Kunstmuseum kalder store og små trolde til træf ved Troldespringvandet. Her kan du få troldetatoveringer, lave din egen troldehale, bygge din egen orgelpibe, danse troldedans med Troldemor, høre Troldehistorier, lytte til Troldemusik og hvad Trolde ellers kan finde på. Det fulde program kan findes på Trekantområdets Festuges hjemmeside.

  • Fra mini-spots til mega-spot med den kendte kok Thomas Herman. Hvor: Damparken i Haderslev. Hvornår: 4. september 2016, kl. 13:00 til 19:00 – husk tilmelding til chst@haderslev.dk.

På fem naturture i Haderslev Kommune indsamles der råvarer. Naturguider vejleder og fortæller om naturen i kommunen. Herefter kører alle i busser fra de fem forskellige ture tilbage til Damparken, hvor grillpølser med smag fra naturen og forskellig garniture med inspiration fra skov og strand bliver serveret af den kendte tv-kok Thomas Herman. De fem ture går til Sillerup Mølle, Tørning Mølle, Stensbæks Plantage, Haderslev Dyrehave og Aarøsund – ved tilmelding skal man skrive, hvilken af turene, man vil på. Mere info om de enkelte ture kan findes på Trekantområdets Festuges hjemmeside.

  • Høstmølledag på Sillerup Mølle. Hvor: Sillerup Mølle i Haderslev. Hvornår: 4. september 2016 kl.10 til 17.

Der er kræmmermarked, underholdning, hestevognskørsel og meget mere ved Sillerup Mølle, hvor dagen startes med, at vingerne på møllen sættes i gang – hvis vejret ellers vil.

Børnene kan også glæde sig til kulturnat i eksempelvis Fredericia i den kommende uge.
Børnene kan også glæde sig til kulturnat i eksempelvis Fredericia i den kommende uge.
Foto: Trekantomraadets Festuge