Tyske ambulancer på vej til sønderjyderne

Ny beredskabsftale mellem Danmark og Tyskland sikret med EU-støtte.

Sønderjyder kan fremover få hjælp fra den anden side af grænsen. Det skal en ny beredskabsaftale sikre.
 Er uheldet ude, kan hjælpen i fremtiden lige så vel komme fra Tyskland som fra Danmark.
 En ny beredskabsaftale mellem Danmark og Tyskland skal nemlig sikre, at det er den nærmeste ambulance eller brandbil, der bliver sendt afsted, også selv om den kommer fra den anden side grænsen.
 Det skriver DR Syd søndag.
 Formanden for Brand og Redning Sønderjylland, H.P. Geil, der også er Venstre-borgmester i Haderslev, er glad for aftalen.
 - Alt, hvad der kan komme grænselandet til gode i form af et bedre beredskab for borgerne, kan vi kun være glade for, siger han til DR Syd.
 Over for Ritzau fortæller H.P. Geil, at stormfloden i begyndelsen af januar var med til at gøre opmærksom på fordelene ved samarbejde mellem landene.

quote

 Alt, hvad der kan komme grænselandet til gode i form af et bedre beredskab for borgerne, kan vi kun være glade for

H. P. Geil, borgmester, Venstre, Haderslev

 - Vand holder ikke ved hverken kommune- eller landegrænser. Der hjalp man hinanden på kryds og tværs, lyder det fra formanden.
 Tidligere erfaringer viser dog, at det er detaljerne i den slags samarbejdsaftaler, der kan volde problemer.
 Især hvem der har kommandoen, hvilket sprog redderne skal tale, og hvilke regler og love man skal arbejde efter, når ambulancer og brandbiler befinder sig på den anden side af grænsen.
 EU har støttet det treårige samarbejdsprojekt med 2,7 millioner kroner.
 De penge skal gå blandt andet gå til at facilitere møder og sætte analysearbejde i gang, men ikke til selve driften.
 Projektet skydes for alvor i gang på tirsdag, hvor parterne mødes, oplyser Brand & Redning Sønderjylland.
 /ritzau/