Ulovlig graffiti er en dyr fornøjelse

Esbjerg Kommune bruger mange ressourcer og tid på at fjerne uønsket maling fra gaderne. En ny strategi skal sætte en stopper for ulovlig graffiti.

Mønstre, tegn og figurer på mure og facader gavner ikke kommunekassen.

- Alene i år ender vi med at bruge over en halv million på at fjerne graffiti, og det er slet ikke nok til, at vi kan få fjernet det hele, siger Anders Kronborg, (S), formand for Teknik & Byggeudvalget, til TV SYD.  

Se her eksempler på graffiti rundt omkring i byen.

Kommunen har ellers forsøgt at være i dialog med de unge graffiti-kunstnere. Det har betydet, at de unge har fået lov til at male graffiti på udvalgte steder i det offentlige rum. 

Det har dog vist sig ikke at være den succes, kommunen håbede på. 

- Miljøet lovede, at de udvalgte steder i det offentlige rum ville betyde større selvjustist. Men det har vi ikke set endnu, siger Anders Kronborg, (S), formand for Teknik & Byggeudvalget, til TV SYD.  

Alene i år kommer kommunen til at bruge mindst en halv million på at rense byrummet for graffiti. 
Alene i år kommer kommunen til at bruge mindst en halv million på at rense byrummet for graffiti. 

Kommunen vil derfor tage stilling til en ny handleplan. Den skal være færdig inden nytår, og et af punkterne er, at kommunen fremover skal registrere den ulovlige graffiti systematisk.

Det skal ske via en central database i kommunen, hvor registreringerne blandt andet skal indeholde tid, sted, billeder, dokumentation af politianmeldelse og udgift til fjernelse.

Håbet er, at en konsekvent brug af politianmeldelse vil afskrække flere fra at hive spraydåsen frem. 

Herunder eksempler på, hvad det koster at fjerne graffiti. Udgifterne vil dog variere alt efter hvilken type graffiti, der er tale om, og hvilke materialer der er brugt. Informationerne stammer fra et notat fra kommunen. 

Skønnet udgift (kr.ekskl.moms)

- Tunnel: 25.000-30.000 kr.

- Beton og husmur m2 pris: Opstart 1.000 kr. herefter 200 kr. /m2 Ved murstensvægge kan afrensning være meget vanskelig.

- Skurvogn: 1.000-5.000 kr.

- Skilt lille: 500 kr.

- Skilt stor: 500-2.000 kr. Ved gentagelser skal skiltet skiftes

- Elskab: 1.000 kr.

- Bænk: 1.000 kr.

- Skraldespand: 500 kr.

- Lygtepæl: 1.000 kr.

- Busskur: 1.000-5.000kr.

- StreetMekka m2 pris:  200 kr.

- StreetMekka 200 m: 240.000 kr.

- Aktivitetsbanen ved museumspladsen: Glas ca. 500 kr./m2. Samlet pris ca. 60.000 kr.
Anders Kronborg vil gå hårdere til graffitifolk