Vej og Park taber udbud - selvom de er billigst

HedeDanmark står til at overtage opgaven med at holde Kolding ren. Kommunens egne Vej og Park folk kan ellers sagtens gøre arbejdet billigere.

En udbudsrunde i Kolding Kommune, hvor opgaverne i Vej og Park er blevet sendt i udbud, skaber nu politisk uro.

For selvom tilbudet fra kommunens egen Vej og Parkafdeling er 4,4 millioner kroner billigere end tilbudet fra det private selskab HedeDanmark A/S, så har kommunens embedsfolk valgt at pege på tilbudet fra det private selskab.

Årsagen til at HedeDanmark alligevel løber med sejren er bl.a. at de har været bedre til at beskrive kvalitetet af det arbejde som de kan tilbyde, fordi de som privat virksomhed er vant til at skrue et udbud sammen.

Oppositionen i Kolding kritiserer nu udbudet, fordi de mener, at det er en unfair konkurrence.

Men ifølge Ole Helby Petersen, der er lektor på RUC, så er det ikke så underligt, at HedeDanmark bliver vinder, selvom de har den dyreste pris.

-De private aktører kan jo afgive tilbud i 15-20 jyske kommuner samtidig. Det vil sige, at erfaringen og kompetancen til at afgive den her slags tilbud, kan være meget forskellige, når vi sammenligner private og offentlige, siger Ole Helby Petersen til TV SYD.

Tilbudet fra HedeDanmark lyder på en samlet pris på 21,5 millioner kroner, mens Vej og Park-afdelingen har givet en pris på 17,1 millioner kroner.

Det er endnu ikke politisk besluttet om HedeDanmark får opgaven. Men formand for Teknikudvalget Knud Erik Langhoff (K) er ikke enig i at kommunens egen Vej og Park-afdeling har haft dårlige vilkår i konkurrencen om at vinde udbuddet.