Vejle-kvindes lig er aldrig fundet - nu begynder drabssag mod eks-mand

Den 34-årige syriskfødte Hediga Morads lig er aldrig fundet. Fredag begynder en drabssag mod den forsvundne kvindes tidligere mand.

Politiet har ikke kunne finde liget af den 34-årige Hediga Morad, der forsvandt i oktober 2015. Alligevel begynder i dag en retssag mod hendes 41-årige eksmand for drabet på hende i Retten i Nykøbing Falster.

Hediga Morad, der er mor til to, har været væk, siden hun 9. oktober 2015 rejste fra Vejle til Vordingborg med toget. Her boede eksmanden, der er far til kvindens to børn, og børnene blev afleveret hos ham.

Den 41-årige far er foruden drabet tiltalt for usømmelig omgang med kvindens lig. Desuden anklages han for at have holdt et af deres børn skjult i ni dage.

Ifølge anklageskriftet truede han også Hediga Morad med at slå hende ihjel, hvis ikke hun kom tilbage til ham. Han sagde, at han ville opsøge hende, uanset hvor hun var, for at slå hende ihjel. Den 41-årige syriske mand har siddet varetægtsfængslet i lidt over et år.

- Det er ikke så tit, man har en drabssag, hvor man ikke har noget lig, siger Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der har ledt efterforskningen, til TV Øst.

Hediga Morad ankom til Vordingborg Station kort før midnat. Det er det sidste sted, hun med sikkerhed er set i live.

- Vi har brugt en del kræfter på at lede efter liget flere steder på Sydsjælland og Møn, men det har ikke givet noget resultat. Vi har dog en del indicier, der får os til at tro, der er begået et drab. Derfor har anklagemyndigheden nu valgt at rejse tiltale, siger Søren Ravn-Nielsen til TV Øst.

Følg retssagen her på liveblog fra TV Øst.