Vejles natteliv glæder sig over politiets massive indsats

Politiet har øget patruljeringen i Vejle efter opgør i bandemiljøet.

Overfaldet på den 22-årige vejlenser kommer bare en uge efter at en 31-årig mand blev knivdræbt på gågaden i Vejle.

Fælles for begge ofre er at de havde tilknytning til indvandrerbanden Black Army.

Banden sættes i forbindelse med afpresning, vold, våbenbesiddelse, og handel med narkotika.

Den ledes fra Vollsmose i Odense, men har i dag klubhuse i Herning og Næstved. Ligesom den før har forsøgt at etablere sig Trekantområdet, blandt andet i Fredericia.

Bandens opgør på åben gade har fået både natteliv og politiet til at skrue op for sikkerheden.

Kasper Højsgaard er bestyrer på The Old Irish pub i Vejle. Han forventer igen masser politi - præcis som i sidste weekend.

- Der var en del flere betjente end der plejer at være. Der var mandskabsvogne, indsatsledere og specialpatruljer hele weekenden, siger Kasper Højsgaard til TV SYD.

Blomsterne på Vejles gågade vidner stadig om drabet på det 31-årige bandemedlem for præcis en uge siden. Drabet har betydet, at politiet ugen igennem har været massivt tilstede i både by og natteliv.

- Politiet kører for tiden en ekstraordinær, tryghedsskabende indsats her i Vejle med baggrund i den hændelse, der skete i onsdags, fortæller Frede Nissen, der er leder af lokalpolitiet i Vejle.

Det er stadig uvist, hvordan de voldsomme episoder præcist har forbindelse til hinanden. Til gengæld er det sikkert, at politiet også er talstærkt til stede i nattelivet.

- Indsatsten var så længe det er nødvendigt, slutter Frede Nissen.