Tang laves om til kvægfoder for at udlede mindre metan

Landmand Søren Svennesen fra Barsø har fået en genial idé. Han vil lave tang om til foder til køer. På den måde udleder køerne ikke så meget metan.

På den 2,5 kvadratkilometer lille ø Barsø driver Søren Svennesen sammen med sin kone Helle det økologiske landbrug Bjerggaarden.  

Det er det eneste aktive landbrug på den lille ø ud for Løjt Land. Barsø er Danmarks største økologiske ø, og her har ægteparret 250 hektar jord og 185 køer. 

Søren lever af mælkeproduktion fra sine mange køer, som en tankbil fra Arla kommer med færgen og henter på øen hver anden dag.  

Men når man lever af mælkeproduktion, er man også med til at udlede store mængder CO2 og metan. Det vil Søren Svennesen gerne gøre noget ved. Og det skal gøres med tang. 

quote

Vi har tang hele vejen rundt om øen. Hvis vi ikke skulle, hvem skulle så?  

Søren Svennesen, økologisk mælkeproducent

Tilfældig idé

Ideén opstår tilfældigt, da Søren Svenesen mødte Dines Holm fra firmaet Urtefarm i Brørup.

Urtefarm producerer og udvikler produkter til heste med naturen som hovedingrediens, men sammen fik de to en god idé. Mælkeproducenten Søren og forretningsmanden Dines er derfor lige nu i færd med at udvikle og teste foder til køerne, som skal mindske udledningen af metan. 

Dines Holm fra firmaet Urtefarm samler tang på Barsø
Dines Holm fra firmaet Urtefarm samler tang på Barsø
Foto: Metronome Productions

Tang indeholder vitaminer og mineraler - men også noget, der binder metan. Hvis køerne får det i deres foder, vil de ikke udlede metan.

Hvad er metan? 

I drøvtyggeres vom bliver der dannet metan, som kommer ud i atmosfæren. 

Metan virker kraftigere på atmosfærens drivhuseffekt end kuldioxid.

Metan frigives fra tarmen på køer og andre drøvtyggende husdyr, men også ved håndtering af gødningen fra dyrene: ajle, møg og gylle, som spredes ud på markerne. Gassen dannes i dyrenes mave- og tarmsystem på grund af gæring af plantemateriale.

80% af den metan, der findes i miljøet, kommer fra menneskelige aktiviteter, primært fra landbrug.

 

Forsøgsperiode er i gang

Tanken er, at tangen skal forarbejdes, tørres og eventuelt pulveriseres. Derefter skal det tilsættes køernes foder, og så kan landbruget slippe for, at køerne udleder de store mængder metan, som mælkeproduktion ellers er kendt for. 

Ideen her er stadig på forsøgsplan. Effekten er endnu ikke dokumenteret, men forsøget er lige nu inde i en testperiode.  

Et Godt Spørgsmål besøger Barsø

I serien "Et Godt Spørgsmål" tager vi med TV SYD-vært Dorte Callesen og radiovært Søren Dahl (bl.a. kendt fra Dahl på Hack) rundt i Syd-og sønderjylland. 

Undervejs møder de mennesker, som udfordrer dem og så stiller de hinanden quiz spørgsmål, som du kan gætte med på. Find også en ekstra quiz på vores hjemmeside. 

"Et Godt Spørgsmål" sendes søndag klokken 19.30 på TV SYD. Find den også på tvsyd.dk eller i vores app, TV SYD PLAY.