Svineproducenterne frygter vildsvin

Klelund Dyrehave vil gerne holde vildsvin, og har fået alle myndigheders tilladelse til det. Men svineproducenterne frygter, at de kan sprede svinepest.

I Klelund Dyrehave mellem Hovborg og Vorbasse vil de gerne holde vildsvin, og har indhentet alle myndigheders tilladelser til det.

Men svineproducenterne i området er oprørte, fordi de er bange for, at sådan et vildsvinehold vil kunne sprede den frygtede svinepest med store økonomiske tab til følge.

Tilladelserne har fået Jysk Landbrugsrådgivning til at klage til myndighederne. Formanden Bjarne Larsen siger til TV SYD, at med tilladelsen til at holde vildsvin, tager man hele den danske svinesektor som gidsel, fordi risikoen for udbrud af svinepest i den åbne park med offentlig vej igennem er meget stor - større end normalt.

- Fra landbrugets side ser vi meget alvorligt på det her. Vi kan ikke passivt se til, at hele svinesektoren bliver udsat for en stor risiko, fortæller Bjarne Larsen.

Derfor har Bjarne Larsen og hans kollegaer i svineproduktionen valgt at klage til myndighederne. De håber at kunne få standset, at der kommer vildsvin i dyreparken.

- Vi er utilfredse med, at der er blevet givet tilladelse til at holde vildsvin i et område, hvor der vil være offentlig færdsel gennem besætningsområdet. Det er uacceptabelt, at der er uhindret adgang, og det udgør en unødvendig risiko for at sprede svinepestvirus, siger Bjarne Larsen.

Hør formanden for Jysk Landbrugsrådgivning, Bjarne Larsen, fortælle om svineproducenternes frygt for at vildsvinene vil kunne sprede den frygtede svinepest, hvis de får lov at færdes frit i Klelund Dyrehave.

Det eneste myndighederne lige nu kræver, er, at der opsættes skilte op, som opfordrer svinetransporter til ikke at passere gennem Klelund, og desuden skal der skiltes med, at fodring af vildsvinene er forbudt, men det er slet ikke nok for formanden for Jysk Landbrugsrådgivning.

- Vores beregninger viser, at et enkelt tilfælde af akut svinepestvirus vil koste landbruget 3-5 mia. kroner, siger han.

Jysk Landbrug har foreslået, at Klelund Dyrehave begrænser vildsvineholdet til et indhegnet område i dyreparken, hvor der ikke passerer offentlig vej igennem, men det vil ejerne af dyreparken ikke .

Klelund Dyrehave ligger mellem Hovborg og Vorbasse i Vejen Kommune, og er ejet af Lego-arvingen Sofie Kirk Kiær Kristiansen og administreret af familiefirmaet Kirkbi A/S. 

De ønsker ikke at stille op til interview med TV SYD, men har via familiefirmaet Kirkbi A/S svaret på TV SYDs henvendelse med denne mail.

Mail fra Kirbi A/S til TV SYD om vildsvinehold i Klelund Dyrehave:

"Alle nødvendige tilladelser og dispensationer vedrørende udsætning af vildsvin i Klelund Dyrehave foreligger nu. Det drejer sig om tilladelser fra Fødevarestyrelsen, Naturstyrelsen, Varde Kommune samt Vejen Kommune.

Som ansvarshavende myndighed på området har Fødevarestyrelsen i sin sagsbehandling forholdt sig detaljeret til svinepestrisikoen og har blandt andet analyseret, hvorvidt projektets forskellige planlagte tiltag håndterer diverse smitterisici på en forsvarlig måde. Styrelsen har i den forbindelse vurderet, at de forholdsregler, som Klelund Dyrehave agter at gennemføre, er tilstrækkelige.

Derudover har Naturstyrelsen samt Vejen og Varde Kommune undersøgt potentielle negative effekter på eksempelvis områdets sårbare naturområder såvel som publikums sikkerhedsforhold. Også disse myndigheder har efter grundig sagsbehandling godkendt vildsvineudsætningen.

Dyrehavens overordnede målsætning er at forøge den biologiske mangfoldighed ved at skabe en vild og varieret natur med fokus på hjemmehørende arter som fx vildsvin. Biologisk set er vildsvin en værdifuld nøgleart, der skaber en dynamisk og levende natur med stor variation og gode levesteder for både dyr og planter. Udsætning af vildsvin vil gavne dyrehavens naturindhold og samtidig tilbyde publikum en anderledes og spændende naturoplevelse."

TV SYD har været i kontakt med Fødevarestyrelsen, men det har ikke været muligt at få en kommentar i dag søndag.