Dyrlæge: Jeg har det godt med at gå på jagt

I TV SYDs serie om dyrlægerne i Møgeltønder taler Lars Reggelsen Kjær om at gå på jagt som dyrlæge.

Dyrlæge Lars Reggelsen Kjær går på jagt i sin fritid. Det er dog ikke uvant for ham, at dyrevenner stiller spørgsmål om, hvordan han kan gå på jagt samtidig med, at han redder dyreliv. 

- Det kan man altså godt, hvis man skal spise dem, og man skal have en god oplevelse. Du ved, at vildtet er født og opvokset ude i en smuk natur. De har levet, er tykke og fede og har haft et godt liv. Kan du give det et velrettet skud, så det ikke mærker noget og falder i et skrald, så er det da et ordentligt liv og en værdig afslutning. Det er jo det, vi ønsker alle sammen.

I femte afsnit af TV SYDs nye lørdagsserie ”Dyrlægerne” går Lars på jagt i de tidlige morgentimer, inden hans arbejde på Møgeltønder Dyrehospital begynder. 

Jagten som adspredelse

- Jeg har det rigtig godt med at gå på jagt. Jeg har god samvittighed med det.

For Lars handler det ikke bare om at slå dyr ihjel. Han bruger jagten til at få ro i en travl hverdag.

Dyrlægerne i TV SYD

  • TV SYD sender Dyrlægerne i Møgeltønder kl. 19.30 hver lørdag til og med marts. Første afsnit blev sendt lørdag den 1. februar, niende og sidste afsnit sendes lørdag den 28. marts.
  • I de ni afsnit følger vi dyrlægerne Lars Reggelsen Kjær og Kristen Vandel Jensen, som driver Møgeltønder Dyrehospital. Her bliver katte, hunde og sågar papegøjer behandlet, og samtidig får landsdelens landmænd besøg fra Møgeltønder, når deres dyr skal tilses eller behandles for diverse sygdomme og skavanker.
  • Afsnittene er optaget for ganske nylig. Optagelserne begyndte sidst i oktober, og de seneste er fra den 10. januar i år.

- Når man sidder her og ser sådan en solopgang, herude hvor der er højt til loftet, så kan man jo ikke andet end få en rigtig god dag. Om vi får en gås eller ej, det er jo fuldstændig ligegyldigt, siger Lars Reggelsen Kjær, imens han nyder udsigten over marken.

Lars' interesse for jagt kommer fra hans barndom, hvor han gik på jagt med sin far. Han fik jagttegn allerede som 16-årig og begyndte at gå på jagt med de lokale.

Du kan se femte afsnit af ”Dyrlægerne” lørdag kl. 19.30, hvor hans kompagnon Kristen Vandel Jensen blandt andet også tager til Sydals for at registrere en ny hest hos hestemanden Tormod. Her venter der ham et helt utroligt syn.

Du kan se seneste afsnit af ”Dyrlægerne” her. Afsnittene sendes hver lørdag klokken 19.30 på TV SYD.