Nye overvågningsbilleder er det sidste spor efter storken Annika

I et nyt program tager storkeekspert Mogens Lange ud for at lede efter den forsvundne stork Annika. Du kan se de nye overvågningsbilleder længere nede i artiklen - øverst kan du se hele udsendelsen ’Jagten på Annika’.

2020 har været en dramatisk sæson i storkereden i Smedager.

Storken Tommy forsvandt sporløst og blev erklæret død, et nyt storkepar overtog tv-reden i Smedager, og derfor blev Annika jaget på flugt og måtte se sig om efter et nyt sted at være. 

I tiden efter hendes forsvinden var det usikkert, hvor Annika holdt til, men nu er der kommet nye og hidtil ukendte billeder af hende.

I en periode på omkring 10 dage holdt Annika til i og omkring den lille by Ravsted, der ligger et par kilometer fra Smedager, og her lykkedes det nogle af naboerne til storkereden at filme Annika med et overvågningskamera, der blev rettet mod reden.

- Det lyder fuldstændig åndsvagt, jeg kan godt høre det, men det var kæmpestort. Der kom en eksotisk fugl helt ind i baghaven, fortæller Tina Ommen, der er nabo til reden i Ravsted.

Her kan de se Annika flyve ind og ud af reden i Ravsted flere gange. 

Ser frem mod et lige så dramatisk 2021

Mogens Lange, der er storkeekspert ved Storkene.dk, er begejstret over de nye optagelser. Han vurderer, at Annika lige nu er i en god tilstand, på trods af at hun blev jaget væk fra sin rede tidligere på året.

- Alt tyder på, at hun er blevet her, fordi hun kender området. Hun har gentagne gange forsøgt at tage sin rede tilbage, men det er ikke lykkedes hende. Hun har overnattet forskellige steder, blandt andet her, og så tror jeg, Annika er steget højt til vejrs for at tage trækket mod syd. Hvis vi skal finde Annika, skal vi et godt stykke ned i Europa eller måske helt ned i Afrika for at finde hende, siger han.

Samtidig er han spændt på, hvilke storke der ankommer til reden som de første næste år. Annika og en ny mage? Bonnie og Clyde, som overtog reden i år? Eller måske et tredje par?

- Der kan komme helt nye storke til, vi ved det ikke endnu, men dukker de storke op, vi kender nu, så bliver der kamp. Kommer der endnu flere storke, kan der blive endnu mere kamp, så 2021 bliver vildt, slutter Mogens Lange.

Øverst i artiklen kan du se hele udsendelsen 'Jagten på Annika'.