TV der bevæger dig

18-årig kvindelig fodbolddommer blev spyttet på og kaldt møgluder

Den 18-årige fodbolddommer Julie Alsbro fra Aabenraa blev overfuset af en mange år ældre mandlig fodboldspiller, der har fået seks spilledages karantæne. DBU tager afstand fra episoden.

Julie Alsbro er 18 år og er fodbolddommer i serie 4. Foto: Privatfoto

Der er spillet 64 minutter af fodboldkampen i serie 4 mellem Egernsund KIF og Egen UI på Egernsund Stadion lørdag 5. september. Egernsund består af mænd i 20’erne og 30’erne. Egen UI’s hold er lidt yngre.

Mellem de to hold af voksne mænd løber 18-årige Julie Alsbro fra Aabenraa. Hun er fodbolddommer, og hun har en drøm om at rykke endnu længere op i rækkerne og få en karriere som fodbolddommer i Superligaen.

En af Egernsunds spillere bliver tacklet og appellerer om et frispark, men Julie Alsbro afviser. Spilleren råber ”holdt kæft, hvor er du ringe” i retning mod den unge dommer. På trods af, at hun kun har været dommer siden 2017, så er hun efterhånden blevet vant til lidt af hvert.

- Man kommer ikke uden om tilråb. Der er ofte brok over gule kort, men det har aldrig været fysisk. Det værste, jeg er blevet kaldt, er idiot, siger Julie Alsbro.

Læs også Årets fodbolddommer er fra Varde

Ved næste spilstop giver hun spilleren et gult kort for brok. Men denne gang lader manden det ikke blive ved verbale udfald mod den ambitiøse, unge dommerspire.

Manden puster sig op og går hen mod hende, mens han siger ”du er så fucking ringe” direkte henvendt mod Julie Alsbro, der sender hånden ned i lommen efter det gule kort igen for derefter at finde det røde kort frem.

Sager om trusler og vold mod dommere

Ifølge Politiken har der alene siden 1. august i år været otte sager, hvor spillere i de lavere jyske rækker er blevet udvist for truende adfærd mod dommeren. Og ifølge DBU har der de sidste fem år været 90 sager om direkte vold såsom skub, slag, spyt og halsgreb mod dommere.

Kilde: Politiken

Manden er ved at forlade banen, men da han passerer Julie Alsbro, skubber han til hende, spytter på hende og siger ”møgluder”.

- Jeg står lige et halvt minuts tid og er lidt paf. Jeg står og kigger ud efter ham og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan høre nogle af de andre spillere på banen sige: ”kom, så fortsætter vi” og ”kom nu videre”. Jeg får parkeret situationen og finder tilbage i rytmen, siger Julie Alsbro.

Det er først, da hun sætter sig ud i bilen for at køre hjem, at det går op for hende, hvad hun har været udsat for. Så da hun er kommet hjem til Aabenraa, melder hun sagen til DBU.

Det er ikke noget, der påvirker mit ønske om at kravle op ad rangstigen som dommer.

Julie Alsbro, fodbolddommer, Aabenraa

Har ikke skubbet til drømmen

Selvom hændelsen har sat sine spor i Julie Alsbro, så har den alligevel ikke skubbet til hendes urokkelige drøm om at blive dommer på et højere plan.

- Det er ikke noget, der påvirker mit ønske om at kravle op ad rangstigen som dommer. Jeg vil gerne fremad, og jeg vil stadig gerne ud at dømme kampe, siger Julie Alsbro.

Allerede dagen efter iførte hun sig igen den karakteristiske gule trøje  – denne gang som linjedommer.

- Jeg var da lidt ramt efter oplevelsen og havde det lidt svært med at skulle ud og dømme igen  oven på den her hændelse. Men efter at jeg havde dømt den kamp, så synes jeg egentligt, at jeg havde det meget trygt ved at skulle ud og dømme igen, siger Julie Alsbro.

Jeg tror også, at når man kommer højere op, så handler det mere om fodbold end at gå og spytte på dommeren.

Julie Alsbro, fodbolddommer, Aabenraa

Med drømmen om at rykke længere op i rækkerne forudser hun også, at der bliver færre usportslige hændelser.

- Jeg tror, at jo længere man kommer ned i serierne, jo mindre respekt er der for dommeren. Det er ikke lige så pæn fodbold, og så må man have det mere i munden eller i tacklingerne. Jeg tror også, at når man kommer højere op, så handler det mere om fodbold end at gå og spytte på dommeren, konkluderer den unge fodbolddommer.

Selvom spilleren brugte ordet ”møgluder”, så tror Julie Alsbro ikke, at hændelsen har noget at gøre med, at hun er en kvinde.

-  Jeg er overbevist om, at hvis jeg havde været en mand, så havde jeg haft den samme oplevelse. Så var det nok bare noget andet, jeg var blevet kaldt, siger Julie Alsbro.

Sagen med Julie gjorde faktisk, at jeg fik ondt i maven. Det er på ingen måde i orden, og jeg må nok sige, at jeg er utrolig ked af det på Julies vegne, at hun har fået den elendige oplevelse, som ingen dommere overhovedet burde opleve.

Casper Mortensen, formand, Egernsund Kultur- og Idrætsforening

Klubben er ked af sagen

Formanden for Egernsund Kultur- og Idrætsforening, Casper Mortensen, er ked af sagen.

- Det er noget, der på ingen måde hører hjemme i fodbold, og sagen med Julie gjorde faktisk, at jeg fik ondt i maven. Det er på ingen måde i orden, og jeg må nok sige, at jeg er utrolig ked af det på Julies vegne, at hun har fået den elendige oplevelse, som ingen dommere overhovedet burde opleve, siger Casper Mortensen.

Oven på episoden har foreningen haft indkaldt spillerne til et møde, hvor der blev lavet en handlingsplan for spillere, trænere og bestyrelse.

- Vi er en forening for alle, og hvor der skal være plads til alle. Men det står også helt klart, at vi ikke ser den form for opførsel fra nogen i klubben. Med det sagt vil der komme andre konsekvenser, skulle det ske igen. Vi håber, at det vil bære frugt, for at vi sikrer os, at sådan en hændelse ikke sker igen, siger formanden.

Bestyrelsen i Egernsund KIF skal nu drøfte, om episoden får konsekvenser for spillerens fremtid i foreningen.

Læs også Leif har været dommer i 54 år

Har ikke hørt fra Egernsund KIF

Julie Alsbro har hverken hørt fra spilleren eller fra klubben Egernsund KIF.

- Jeg ved ikke, om man kunne have forventet, at klubben gav mig et kald. Men det havde da hjulpet, hvis klubben havde erkendt, hvad der skete og taget afstand til det, siger Julie Alsbro.

Mener du, at Egernsund KIF indirekte retfærdiggør hændelsen ved ikke at have givet dig en undskyldning?

- Jeg ved ikke, om man kan gå så langt at sige, at klubben retfærdiggør det ved ikke at give mig et kald. Men hvis nu klubben havde sagt, at de tog afstand fra det, så vidste jeg, at det ikke handlede om klubben, men at det kun handlede om den ene spiller, siger hun.

Efter TV SYDs henvendelse har formanden for Egernsund KIF oplyst, at klubben nu vil tage kontakt til Julie Alsbro.

- Vi vil selv tage kontakt til Julie i løbet af dagen for at give hende en undskyldning på Egernsund KIF’s vegne og måske få en snak. Og her appellerer vi til, at vi sammen med DBU og Dommerforeningen kan tage en dialog. Jeg synes, der er meget at sige til hende, både personligt og på klubbens vegne. I sidste ende håber jeg, at vi sammen kan hjælpe hinanden med at sætte fokus på problemet og rette op på det, siger formand i Egernsund KIF, Casper Mortensen.

DBU: Ikke befordrende for arbejdet med at rekruttere dommere

Hos DBU tager man også afstand til hændelsen og oplyser, at spilleren er blevet idømt seks spilledages karantæne.

- Jeg synes, det er en kedelig, trist og uheldig sag. Det er på ingen måde acceptabelt, at der er en spiller, der behandler en af vores unge dommere på den her måde. Vi tager afstand fra det, som spilleren har gjort, det hører ingen steder hjemme på en fodboldbane, siger dommerchef i DBU Jylland, Jakob Bille fra Horsens.

Det er ikke særligt befordrende for vores arbejde med at rekruttere nye dommere.

Jakob Bille, dommerchef, DBU Jylland

I DBU ærgrer man sig over sagen, fordi man netop kæmper med at rekruttere og fastholde dommere.

- Det er ikke særligt befordrende for vores arbejde med at rekruttere nye dommere. En sag som den her sætter jo dommergerningen i et dårligt lys. Men de få sager må heller ikke overskygge alt det gode, der er ved dommergerningen, siger dommerchef Jakob Bille.

Hos Egernsund KIF er man enig i vigtigheden af, at dommere som Julie Alsbro bruger tiden på at dømme fodboldkampe.

- Unge dommere er absolut afgørende for fremtiden for fodbolden, og vi har absolut brug for personer som Julie, som har lyst til at være dommere, og derfor er det også vores opgave at sørge for, at sådan noget ikke må ske igen. Alle skal kunne føle sig sikre til seriekampe, og alle skal have en god fodboldoplevelse, siger Egernsund KIF's formand, Casper Mortensen.

Ifølge Jakob Bille er denne sag den første, man har behandlet i disciplinærudvalget mod en kvindelig dommer.

Ifølge Julie Alsbro var der ingen af de andre spillere på banen, der greb ind og bakkede hende op. Men Jakob Bille afviser at gå ind og straffe alle spillere på banen for stiltiende at have set til.

- Vi kan ikke gå ind og lave kollektiv straf. Det er spilleren, som står til ansvar for sine egne handlinger, og det er spilleren, der må tage konsekvensen af det, han nu har gjort, siger Jakob Bille.

Sagen får muligvis også et juridisk efterspil. Ifølge Julie Alsbro er sagen nemlig nu også blevet meldt til politiet.

Mest sete på tvsyd.dk