19-årig øboer brugte sommeren på bjergbestigning og ironman

En almindelig gymnasieelev vil måske bruge sommerferien på festival og øl, men ikke 19-årige Bastian Lehner. Han brugte den på sport i ekstremklassen.

Man kan bruge sin fritid på meget, men når man bor på en lille ø som Barsø, kan det være svært at få tiden til at gå, når man er teenager. Det har Bastian Lehner i hvert fald oplevet, men han valgte at bruge de lange timer på at træne, og som kun 14-årig løb han 9 kilometer om dagen.

I dag godt fire år senere er træningen fortsat til så ekstreme proportioner, at Bastian Lehner i sommer besteg det højeste bjerg i Afrika, Kilimanjaro, og kun få uger senere gennemførte en ironman i tiden 13 timer og 50 minutter.

Du kan høre meget mere om Bastian Lehners træning, og hvorfor han træner så meget som han gør i dagens udgave af Naboer, der sender fra Barsø. Naboer bliver sendt direkte på TV SYD+ klokken 15:00 og genudsendt klokken 19:55 og 22:35.