22-årig bilist smadrede haven: Nu har han selv ryddet op

Den unge mand, der i morges bragede ind i hæk og stakit og havnede på taget i sin bil, har nu selv været at rydde op.

En ung mand mistede i morges herredømmet over sin bil og kørte ind i en villahave hos Bent og Margit Hansen på Hesselgærdet 2 i Aabenraa.

Her havnede han på bilens tag, men var selv i stand til at kravle ud uden de store skader. Bent Hansen fortalte tidligere i dag til TV SYD, at han fik et stort chok, da bilen kørte galt.

- Ca kl. 06.20 vågnede jeg, fordi der lød et brag af den anden verden. Og så tænkte jeg ved mig selv: Gud, det var da et ordentligt tordenvejr. Der kom lys ind i mit soveværelse, så jeg troede, det var et rigtigt tordenvejr. Det kunne jeg jo ikke gøre noget ved, så jeg vendte mig om på den anden side og sov videre, fortæller han til TV SYD.

Den unge herre kom hurtig ind til ægteparret for at undskylde og for at gøre det klart, at han nok skulle betale for skaderne. Nu har den 22-årige så igen været forbi ægteparret. Denne gang for at rydde op efter uheldet.

- Han har lige været her med et par venner og en traktor med frontlæsser og en trailer, og så har de fjernet bilen og ryddet det hele pænt op, fejet fortovet og pillet glasskår op i haven, så hunden ikke får dem i poterne. Flinke, unge mennesker, siger Margit Hansen til Ekstra Bladet.

Hør her, hvordan Bent Hansen oplevede ulykken.