TV der bevæger dig

2400 par sko stjålet - værdi to millioner kroner

17 paller med Skechers-sko blev natten til fredag stjålet fra en lastbil på rasteplads Årslev Ø.

1.800 af de 2.400 par sko, som blev stjålet natten til fredag fra en lastbil på rastepladsen Årslev Ø, er denne dame-model, som endnu ikke er kommet på markedet. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Lastbilen var parkeret på rasteplads Årslev Ø. Lastbilerne på billedet er ikke indblandet i sagen. Foto: John Melin, TV SYD

1 af 2

En lastbil blev i nattens mulm og mørke tømt for 17 paller med Skechers-sko til en værdi af to millioner kroner. Ialt stjal tyvene 2400 par sko.

1800 par er en helt ny kvindemodel 2018, som er grønne Sketchers.

- Det virker meget professionelt udført, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Lastbilen stod parkeret på rasteplads Årslev Ø ved E45 Sønderjyske Motorvej, da skoene blev stjålet natten til fredag.

Lastbilchaufføren har været i lastbilen, men har ikke bemærket noget, fortæller vagtchefen. Han håber derfor, at nogle på rastepladsen har set noget:

- Rastepladsen er velbesøgt, så vi vil rigtig gerne høre fra borgere, som har oplevet noget.

Har du set noget, eller oplever du, at større mængder Skechers-sko bliver sat til salg eller opbevaret et sted, hører politiet gerne fra dig på 1-1-4.