25 landmænd vil dyrke energi-pil

Et areal svarende til 10.000 fodboldbaner skal plantes med pil og poppel. Det skal erstatte kul i Åbenrå-Rødekro Varmeværk.

25 sønderjyske landmænd har dannet leverandør-foreningen "Syddansk Energipil". De vil levere grøn energi til fjernvarmeværket, der forsyner Aabenraa og Rødekro.

I dag bruger værket kul, men planen er, at varmen skal komme fra energipil og flis om to år.

Skal skaffe jord

Syddansk Energipil er en af de første leverandørforeninger på energiområdet. Den er stiftet på initiativ af landboforeningen LHN i Tinglev.

- Varmeværkernes behov for bioenergi svarer til, at der skal tilplantes mellem 2.500-5.000 hektar jord med energipil alt afhængig af udbytte og tørstof, oplyser direktør Tage Hansen, LHN. Derfor skal leverandørforeningen nu i gang med et større hverve-arbejde for at tiltrække interesserede landmænd.

Sønderjylland i 1. division

-Vi skal simpelthen have Sønderjylland op i 1. division, når det gælder om at levere grøn energi, forklarer Tage Hansen, - Og det skal være med landbruget som spydspids.