41 udlændinge anholdt ved grænsen med falske arbejdskontrakter

Udlændinge snyder med falske covid-19-attester og arbejdskontrakter, når de forsøger at krydse grænsen og komme til Danmark.

41 udlændinge har forsøgt at snyde sig ind i Danmark på falske arbejdskontrakter og udenom corona-reglerne. Desuden er 19 udenlandske statsborgere taget med falske covid-19 attester.

Det viser nye tal fra Syd- og Sønderjyllands Politi, som Fagbladet 3F har fået.

Tallene er ifølge fagbladet opgjort over de seneste seks måneder og altså under coronapandemien.

Vicepolitiinspektør Allan Dalager fra politiets Udlændingekontrolafdeling Vest, som tager sig af grænsekontrollen, siger til fagbladet, at svindlen med arbejdskontrakterne er en direkte konsekvens af corona-stramningerne ved grænsen.

- De falske arbejdskontrakter er en af de nye måder, vi ser folk forsøge at komme ind i landet på. Der er mange sager for tiden, men de bliver også straffet hårdt, da der er tale om dokumentfalsk, siger han til Fagbladet 3F.

Årsagen til, at udlændinge forsøger at snyde med arbejdskontrakter, er, at et arbejde i Danmark giver et såkaldt 'anerkendelsesværdigt formål' til at komme ind i landet.

Det betyder, at man som udlænding må krydse grænsen på trods af de mange corona-restriktioner, der har spredt sig over hele Europa.