50 år gammel musik- og kulturfond går i opløsning og uddeler 100.000 kroner i legater

Lørdag blev de sidste legater til musikkens fremme på 20.000 kroner stykket overrakt af Kong Frederiks-Fonden i Aabenraa.

Lørdag blev der spillet op til fest på Brundlund Slot i Aabenraa, da Prinsesse Benedikte skulle overrække otte legater på hver 20.000 kroner.

Legaterne kommer fra Kong Frederiks-Fonden og skulle gå til musikkens fremme i Sønderjylland.

- Det er en fantastisk kulisse, vejret er godt, rammerne er perfekte, og mennesker strømmer ind, smiler René Andersen, der formand for Kong Frederiks-Fonden.

Og lørdag var en ganske særlig overrækkelse. Det er nemlig sidste gang, fonden skulle uddele legater. 

Fem årtier med musik

Fonden blev stiftet af Dronning Ingrid i 1972 efter Kong Frederiks død. Meningen var, at den skulle fremme musikken i Sønderjylland, og det har den nu gjort i fem årtier.

Men udgifterne til regnskaber er blevet for store, hvilket ikke efterlader store summer penge til legatsøgere. Derfor søgte fonden civilstyrelsen om muligheden for ikke at uddele legater hvert år, men i steder hver andet eller tredje. 

Prinsesse Benedikte skulle overrække legaterne til de otte modtagere.
Prinsesse Benedikte skulle overrække legaterne til de otte modtagere.
Foto: Jonatan Dybro, TV SYD

Det blev afvist.

- Vi skal ikke være triste. Der var ikke andre muligheder end at opløse fonden, og nu slutter vi med manér. Og man kan jo bare kigge rundt og se, hvor fantastisk det er, smiler René Andersen og peger omkring sig, hvor masser af mennesker har samlet sig til dagens begivenhed.

Ikke helt slut

For Kong Frederiks-Fonden har det de seneste 50 år været vigtigt at anerkende kulturlivet i Sønderjylland.

- Når vi får de her gode, kvalificerede ansøgninger, så husker vi, at der sidder mennesker bag dem. Og vi har ikke kunnet honorere det nok, og det, synes vi, er ærgerligt, fortæller René Andersen.

Selvom den specifikke fond lørdag går i opløsning, mener René Andersen ikke, at det er enden på et stærkt musik- og kulturliv i området.

- Når én dør lukkes, så åbnes en anden, og det, håber jeg, lykkes. Vi har stadig forskellige samarbejder, hvor vi kan være med til at understøtte musik og andre gode ting her i det sønderjyske kulturliv, siger han og tilføjer:

- Kong Frederiks-Fonden slutter, men vi mødes i andre sammenhænge. Støtten forsvinder ikke, måske kan det ikke blive økonomisk, men så kan det blive moralsk.

Se indslaget fra festen her.
Video: Jonatan Dybbro