87-årige Harry til racerløb i København: Bilen er den eneste af sin slags i verden

Fødselsåret hedder 1935 for Harry Lund og 1945 for hans bil. Det er et samlerobjekt, som han med glæde viser frem til stort racerløb i København.

Under klædet i en garage i Aabenraa gemmer 87-årige Harry Lund på sit kæreste eje.

Det er en bil fra 1945. Den blev specialfremstillet til en dansk racerkører lige efter krigen, og der findes kun denne ene.

quote

Hvis du nu har en ualmindelig skøn kvinde, så bliver hun beundret, og det gør du også selv lidt. Det er lidt det samme med den her

Harry Lund, 87 år

Derfor er bilen også et ombejlet samlerobjekt, og Harry Lund slipper den ikke.

- Den er særdeles værdifuld for mig. Jeg er godt nok inderligt glad ved den, siger han.

Harry Lund skal have sin bil med til Copenhagen Historic Race, som finder sted anden weekend i august. Han dyster i opvisningsklassen, hvor det handler om at have den bedst bevarede bil.
Harry Lund skal have sin bil med til Copenhagen Historic Race, som finder sted anden weekend i august. Han dyster i opvisningsklassen, hvor det handler om at have den bedst bevarede bil.
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard, TV SYD

Under motorhjelmen gemmer sig en to-cylindret totakst motor, der yder hele 23 hestekræfter. Den kan køre mellem 90 og 100 km/t, men det er efterhånden længe siden, Harry Lund har været oppe i den fart.

quote

Det er bilen, der bliver inviteret, men jeg hører jo med

Harry Lund

- Den er ikke hurtig, men den er vellidt, siger han og fortæller, at han nyder at vise den frem.

Det skal han endnu engang til Copenhagen Historic Race, som finder sted anden weekend i august.

Copenhagen Historic Race

Copenhagen Historic Grand Prix er dansk motorsports flagskib og Danmarks største sportsarrangementer på Bellahøj i København – med action, dramatik, fuld fart og underholdning for hele familien.

Over en hel weekend i august hvert år hyldes historiske racerbiler og berømte racerkørere. Både danske ikoner og udenlandske stjerner.

I år finder det sted 5.-7. august.

Med sine 87 år er Harry Lund den ældste kører til løbet, hvor han også tidligere har været deltager i opvisningsløbet.

- Det er bilen, der bliver inviteret, men jeg hører jo med, siger han med et smil.

Ikke vigtigt at vinde

Historic Race i København er først og fremmest en konkurrence. Harry Lund dyster i opvisningsklassen, hvor det handler om at have den bedst bevarede bil, men det er ikke vigtigt for ham at vinde.

Derimod er det vigtigt at sprede glæde med bilen.

- Hvad den ikke er blevet fotograferet. Man kan kun tage glad derfra, siger han og tilføjer:

- Man må ikke prale for meget, men folk vinker, når jeg kommer forbi, fordi de ved, at bilen er lidt ældre, og at manden bag rattet også er det. Så klapper jeg den og siger: Det var alligevel fantastisk. Og det giver en glæde. Det gør det.

Som en ualmindelig smuk kvinde

Det er dog ikke en hæder, som Harry Lund er kommet sovende til. Det har taget to og et halvt år at restaurere bilen.

Med sine 87 år er Harry Lund den ældste kører til løbet i København, hvor han også tidligere har været deltager i opvisningsløbet.
Med sine 87 år er Harry Lund den ældste kører til løbet i København, hvor han også tidligere har været deltager i opvisningsløbet.
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard, TV SYD

- Der var det surt til sidst, men det er for længst glemt, siger han og afslører, at der med sådan en bil også følger en anden fordel.

- Hvis du nu har en ualmindelig skøn kvinde, så bliver hun beundret, og det gør du også selv lidt. Det er lidt det samme med den her.

Selvom fødselsåret hedder 1935 for Harry og 1945 for hans bil, har han ikke tænkt sig at lægge sin hobby på hylden lige foreløbigt.

- Så længe helbredet kan gå med til det, så vil jeg selvfølgelig blive ved.