89-årig kvinde død ved brand

Brand i Kliplev koster ældre kvinde livet.

- Et vidne ser kvinden stå med ild i sig i en carport. Vedkommende henter en anden og sammen får de slukket ilden, men da er hun død, fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Søren Strægaard.

Ulykken skete på Præstevænget i Kliplev, men politi og brandvæsen blev i første omgang sendt til Præstestien, hvor man ikke kunne finde nogen brand.

- Via 112 får vi så den rigtige adresse og finder frem til kvinden, siger Søren Strægaard, der ikke ved, hvordan fejlen er opstået.

Brandfolkene fik hurtigt bugt med ilden, der begrænsede sig til husets bryggers.

- Men der er sod- og røgskader i resten af huset, siger vagtchefen.

Årsagen til branden er endnu ikke kendt.

- Politifolkene var kun lige inde i huset for at sikre sig, at der ikke var andre personer derinde. Derefter spærrede de af, og nu må teknikerne så i gang med at undersøge, hvordan branden er opstået, fortæller Søren Strægaard.