Aabenraa bliver bredde-idrætskommune

Aabenraa Kommune er sammen med seks andre kommuner udpeget til at være breddeidrætskommune 2014-2016. Det betyder øget fokus på idræt og sundhed for børn, unge og voksne i hele kommunen.

Kulturminister Marianne Jelved og Nordea-fonden har udvalgt Aabenraa og seks andre kommuner til breddeidrætskommuner. Aabenraa er udpeget blandt 36 kommuner, som alle havde søgt om at blive breddeidrætskommune for perioden 2014 - 2016 under initiativet ?Idræt for alle?.

- Det er meget glædeligt, at vi er blevet udvalgt. Det kommer dog ikke bag på os, at vi er fundet værdige til titlen. Byrådet har vedtaget en planstrategi, der hedder ?Sund Vækst?, og i vores konkrete vækstplan arbejder vi netop med at bringe sundhed og bevægelse i centrum for alle borgere i hele kommunen, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Povl Kylling Petersen.

Aabenraa er den eneste sønderjyske kommune blandt de udvalgte. De øvrige er Gribskov, Høje Taastrup, Mariager Fjord, Roskilde, Thisted og Aarhus.