Aabenraa brød reglerne ved statsministerbesøg før valg

Aabenraa Kommune brugte ressourcer på Lars Løkkes kommunalvalgbesøg hos V-borgmester, et regelbrud ifølge professor. Kommunaldirektør er uenig.

Aabenraa Kommune brugte ressourcer på Lars Løkke Rasmussens kommunalvalgbesøg hos V-borgmester en uge inden valget i 2017 i strid med reglerne. Det skriver Kommunen.dk.

I Aabenraa skulle besøget handle om kommunens vellykkede beskæftigelsesindsats med den lokale virksomhed Meldgaard som det gode eksempel. Aktindsigter, Kommunen.dk har fået af besøget den 14. november 2017, viser imidlertid, at tre ansatte i Aabenraa Kommunes forvaltning bistod med at facilitere, planlægge, koordinere, udføre og lave en efterfølgende presseindsats i forbindelse med besøget.

Og det må embedsmænd ikke i den situation, vurderer ekspert i kommunal- og forvaltningsret med speciale i embedsmisbrug og professor på Aalborg Universitet, Sten Bønsing.

- Der er blevet handlet i strid med reglerne om partipolitisk neutralitet for mig at se. Man må som ansat i en kommune ikke medvirke til partipolitisk aktivitet. Der kan naturligvis i det offentlige system, som jo er politisk på den måde, at forvaltningen er med til at gennemføre politik, opstå gråzoner. Men i dette tilfælde er jeg ikke i tvivl, siger han.

- Jeg er ikke enig i fortolkningen af, at vi skulle have opfattet præsentationen af vores beskæftigelsesindsats som et valgkampelement, vi ikke burde deltage i, siger kommunaldirektør i Aabenraa Kommune, Tom Ahmt til mediet.