Aabenraa har i hemmelighed arbejdet med Apple-planer i to år

Det har taget to år for Aabenraa Kommune at sikre sig et nyt Apple-datacenter til seks milliarder kroner på et 285 hektar stort erhvervsareal ved Kassø.

Det konkrete arbejde med at opføre det nye datacenter går i gang allerede til oktober - og på de 285 hektar er der plads til ikke mindre end 1,4 millioner kvadratmeter lokaler.

Det fortalte en glad Aabenraa-borgmester Thomas Andresen, (V), på et pressemøde umiddelbart efter offentliggørelsen af, at Apple nu bygger i Kassø ved Aabenraa. 

Her oplyste han også, at Aabenraa Kommune har været i kontakt med Apple i mere end to år, før det i weekenden stod klart, at Apple valgte placeringen i Aabenraa.

Investeringen fra Apple har været under forberedelse igennem længere tid og er sket i et tæt og fortroligt samarbejde mellem Apple, Aabenraa Kommune og Invest in Denmark, som er en del af Eksportrådet i Udenrigsministeriet. 

- Investeringen fra Apple betyder også, at vi føjer Datacentre til vores styrkepositioner på erhvervsområdet i Aabenraa Kommune.  Der er stigende global efterspørgsel på netop datacentre, hvor man i branchen leder efter de helt rigtige steder at placere sig, sagde Thomas Andresen. 

Også regionsrådsformand i Syddanmark, Stephanie Lose (V), glæder sig over valget af Aabenraa.

- Ud over at skabe arbejdspladser er det endnu en blåstempling af Vestdanmark som et attraktivt investeringsområde for de største globale spillere inden for digitalisering, siger hun i en pressemeddelelse.

Hør Thomas Andresen fortælle om det nye datacenter.