Aabenraa lukker seks skoler

Seks skoler nedlægges i Aabenraa kommune. Det besluttede byrådet i aftes.

Politikerne blev i aftes enige om, at der skal være to store byskoler i Aabenraa - Rugkobbelskolen og Høje Kolstrup skole.

På Rugkobbelskolen bliver der fire klasser på hver årgang, mens der bliver to på Høje Kolstrup. Udover Brundlundskolen i Aabenraa, nedlægger man fem andre skoler i Rødekro, Bov og Holbøl.

Borgmester i Aabenraa Kommune Tove Larsen er ikke bange for at klasserne bliver for store med den ny struktur.
- Tvært imod så reducerer vi antallet af skoler, og dermed får vi mulighed for at give nogle gode tilbud til børnene. Jeg tror, vi vil se, at det bliver en fordel for eleverne, fordi vi kan oprette flere forskellige valgfag end nu, siger hun til P4 Syd.