Aabenraapolitikers krænkelsessag får Morten Østergaard til at gå

Lotte Rod, som er valgt for Radikale Venstre i Sydjyllands Storkreds, har delt sine oplevelser med sexisme. En af dem handlede om politisk leder Morten Østergaard (R). Det indrømmede han i dag og trak sig samtidig som leder af partiet.

- Jeg har svigtet min gruppes tillid. Jeg har svigtet mit parti og dermed også offentligheden, fordi jeg ikke havde modet til at erkende, at det ikke var nok at undskylde til Lotte, men også være åben om at det var mig. Derfor kan jeg ikke med troværdighed fortsætte som politisk leder for Radikale Venstre.

Sådan lyder ordene fra Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, efter et længere krisemøde i partiet.

Krisemøde efter flere sager

Mødet skyldes flere sager om sexisme i partiet. Lotte Rod (R) er en af de kvinder, der er stået frem med sin krænkelsessag, og det er netop håndteringen af denne, der har fået Morten Østergaard (R) til at træffe sin beslutning.

- Jeg har svigtet i sagen om Lotte Rod. Jeg har sådan set ikke svigtet Lotte. For det var mig, hvis hånd hun fjernede fra sit lår for næsten et årti siden. Jeg har givet hende min uforbeholdne undskyldning, og jeg har fået hendes tilgivelse, siger Morten Østergaard.

Han har valgt at gå af som politisk leder i partiet, men har ikke planer om at forlade dansk politik.

Næstformand Sofie Carsten Nielsen (R) overtager pladsen som politisk leder.

- Vi har en ny politisk leder, men vi har ikke en ny politik. Det er de samme kampe, som vi står foran nu. Klimakampen er helt den samme, og alt det andet vi kæmper for, fortsætter vi med. Nu bliver det med mig i spidsen, siger Sofie Carsten Nielsen efter mødet og udmeldingen.

Rod er ked af situationen

Før Folketingets åbning tirsdag sagde Lotte Rod (R), at partiet har igangsat nye initiativer.

- I Radikale Venstre tager vi det endelig seriøst nu: Vi laver en grundig undersøgelse og endnu vigtigere: Vi får hjælp til at ændre kulturen. Jeg vil opfordre alle andre partier til at gøre det samme, siger hun.

Lotte Rod (R) understreger på Twitter, at det ikke er sagen, men håndteringen af den. Hun er desuden ked af, at det er endt på denne måde.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.