Anne kørte i Netto efter chips - endte med at standse voldelig spritbilist

Anne Birgitte Schilling var med til at få en spirituspåvirket lastbilchauffør stoppet, efter at han havde optrådt truende og voldeligt i Netto.

Anne Birgitte Schilling havde haft en rigtig hyggelig lørdag. 

Hun er formand for Puddelklubben Danmark, og i den forbindelse havde hun haft to elever fra brancheforeningen for hundefrisører på besøg i sit hjem i Bolderslev syd for Rødekro, hvor de skulle gennem et kursus.

Da det var veloverstået sidst på eftermiddagen lørdag, kørte hun de to elever til Kolding, hvorfra de skulle med toget hjem.

På vejen hjem stopper hun ind i Rødekro for at handle i Netto, da hendes søn ringer og beder hende om at købe nogle snacks med hjem.

Da hun parkerer bilen på Nettos parkeringsplads ved hun ikke, at det skal blive en indkøbstur, hun meget sent vil glemt.

En frembrusende fyr

Mens hun sidder i sin bil og telefonerer med sin søn, kommer der pludselig en lastbil kørende ind på parkeringspladsen med høj fart.

- Da han kommer bragende ind, er lastbilen cirka 10 centimeter fra at ramme min bil, fortæller Anne Birgitte Schilling.

På det tidspunkt er klokken 18.10.

Hun undrer sig over chaufførens kørsel og ser, at han er ved at parkere lastbilen, men hun tænker ikke mere over det og går ind for at købe de få varer, hun skal have.

Mens Anne Birgitte Schilling står i kø ved kassen, kommer lastbilchaufføren gående ind i butikken. Det viser sig senere, at der er tale om en 30-årig rumæner.

- Han virker sådan lidt tosseglad og kommer ind med et stort fjoget grin. Da han går ned ad den første gang, råber han “hello my friend”. Han virker som en meget frembrusende fyr, men jeg tænker, at han bare skal have fat i en medarbejder, fortæller hun.

Herefter går det stærkt.

Tømmer creme ud over hylder

Først tager manden en øl, som Anne Birgitte Schilling formoder, at han taber, da hun kort efter hører et brag. Dernæst kommer han op til kassen, hvor han uden held prøver at kommunikere med ekspedienten, som er en ung dame.

quote

Jeg tager brillerne af, hvis han skulle slå mig, og så går jeg hen og beder ham om at gå

Anne Birgitte Schilling

Da han ikke har held med det, tager han en tube creme ned fra en hylde, som han tømmer ud over en lang række varer, inden han sætter sig til rette i et stativ, hvorfra han antaster de folk, der går forbi. 

Det får Anne Birgitte Schilling til at bede ekspedienten om at ringe efter en kollega, der kan få manden ud af butikken.

Spytter mand i hovedet

Kollegaen, som Anne Birgitte Schilling beskriver som en ung mand i begyndelsen af 20'erne, har ikke held med at få den berusede mand ud af butikken.

- Der er ingen andre kunder, der tager affære, så jeg tager brillerne af, hvis han skulle slå mig, og så går jeg hen og beder ham om at gå, siger hun.

Den handling har hun held med, og manden bevæger sig mod udgangen, indtil han støder ind i en mandlig kunde.

quote

Han har slet ikke styr på det, og lastbilen knækker til venstre, så traileren svinger ind i min bil

Anne Birgitte Schilling

- Manden siger så på en pæn måde, at han skal stoppe, men han (lastbilchaufføren red.) vender sig i stedet rundt og spytter ham i hovedet, siger hun og fortsætter.

- Jeg råber "get out of here" og viser ham, at jeg vil ringe til politiet.

Det får manden til at forlade stedet, og Anne Birgitte Schilling betaler for sine varer ved kassen.

Vil køre væk

Kort efter kommer den unge, mandlige Netto-medarbejder løbende ind i butikken og fortæller, at manden skal til at køre væk i sin lastbil.

- Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne og kommer ud og ser, at han bakker tilbage, men han har slet ikke styr på det, og lastbilen knækker til venstre, så traileren svinger ind i min bil, fortæller hun. 

Hun ringer til politiet, og hos vagtcentralen beder man Anne Birgitte Schilling og de andre på stedet om at gøre, hvad de kan for at holde manden tilbage. Manden, der blev spyttet på, gør blandt andet hvad han kan for at få nøglen fra chaufføren.

Lige da den 30-årige rumænske mand er ved at køre væk, kommer politiet frem til stedet og får manden anholdt. Klokken er nu 18.26.

Han er søndag blevet fremstillet i grundlovsforhør, hvor han er blevet varetægtsfængslet frem til 13. februar.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Ville gøre det igen

Anne Birgitte Schilling har efterfølgende ikke fortrudt et sekund af det, hun gjorde, for at få manden standset. Hun er bare glad for, at han nu er bag tremmer, og at han ikke nåede at køre væk, så der kunne ske noget med uskyldige mennesker på vejene.

- Min familie var ved at rive hovedet af mig, da jeg kom hjem, fortæller hun og fortsætter:

- Min tanke var bare, at de her unge ansatte i Netto var for unge til at skulle have et knæk over det her. Så kan jeg sgu bedre klare at få en på kassen, end de kan.

Billedet er taget af Anne Birgitte Schilling kort efter, at politiet ankom til stedet og arresterede manden.
Billedet er taget af Anne Birgitte Schilling kort efter, at politiet ankom til stedet og arresterede manden.
Foto: Privatfoto

Hvad angår hendes bil, så fik den en del skrammer i forbindelse med påkørslen, og hun skal have en ny bagdør og en ny rude i. Hun kunne dog selv køre hjem i den.

- Det er bare en bil. Det er materielle ting, siger hun.

Selvom Anne Birgitte Schilling godt kunne falde i søvn ovenpå den voldsomme oplevelse, så har den gjort et stort indtryk.

- Da jeg vågnede i morges, tænkte jeg “hold da kæft en aften, men det var en god gerning”. Jeg er ikke sådan en, der ligger søvnløs om natten over det. Jeg ville gøre det igen i aften, siger hun.