Asylansøger gemte sig under meloner

En 20-årig asylansøger forsøgte at passere grænsen ved at gemme sig i bunden af et læs meloner i en lastbil. Men den gik ikke.

Torsdag forsøgte en 20-årig mand fra Afghanistan illegalt at passere grænsen ved Padborg. Han havde gemt sig i en lastbil, som var læsset med meloner. 

Men da lasten skulle læsses om ved grænsen, dukkede den illegale indvandrer frem fra sit gemmested. 

Ifølge den afghanske mands egne oplysninger havde han gemt sig i lasten i flere dage. Manden var stærkt dehydreret og forkommen. Han blev bragt til behandling på sygehuset og er uden for livsfare.

Den 20-årige har efterfølgende søgt om asyl.

Politiet er i gang med at efterforske sagen og kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere.