Balloner mod besparelser

Studerende fra flere sønderjyske gymnasier gik tirsdag på gaden i Aabenraa for at lave en aktion imod finanslovsforlaget 2014, som elevorganisationen Danske Gymnasieelever mener vil forringe deres uddannelse.

Ifølge Danske Gymnasieelever skal der spares 454 mio. kr. på derers område.

Pengene skal findes i taxametersystemet, hvilket vil resultere i mere brugerbetaling og større frafald på uddannelserne, mener Danske Gymnasieelever.

For at symbolisere besparelserne blev der sendt balloner op i luften svarende til det beløb, der skal spares væk. En ballon for hver million kroner, hvorfor der fløj hele 454 balloner op i det lidt skyede efterårsvejr.

-Meningen med aktionen i dag var, at vise politikerne, at vi ikke er ligeglade med vores uddannelse. Vi tager ansvar og synes altså ikke, at det er okay, når der bliver sparet, siger Sisse Nielsen, medlem af Danske Gymnasieelever Sønderjylland og elev på Aabenraa Statsskole.