
Biljagt endte med uheld - politiet leder med hunde
Søndag aften klokken 18.01 startede en patrulje fra Udlændingekontrolafdeling Vest en eftersættelse af en bil på Oksevejen ved Bolderslev.
Biljagten endte på Stoltelundvej ved Tinglev, der ligger ti kilometer derfra, hvor bilen kørte i en grøft.
- Den ville ikke standse, og vi går ud fra, at det var fordi, den havde stjålne nummerplader. På et tidspunkt mister vi den, og så forulykker den i en rabat, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Jacob Matthiesen, til TV SYD.
Ifølge vagtchefen var der to eller tre i bilen. De mistænker nemlig, at en af personerne er løbet fra stedet efter uheldet. Derfor er politiet også ude med hunde og lede efter en eventuel tredje person.
Det var under en rutinemæssig kontrol i grænselandet, at patruljen stødte på bilen.