Blindhed holder ikke Nadia tilbage: - Jeg vil ud at cykle med min søn

I dag uddelegerede Synshandicappedes Motionsfond legater til blinde personer, som ønsker midler til at røre sig mere i hverdagen. Nadia Laura Elisabeth Pedersen har fået et legat til at købe en tandemcykel.

Fødderne træder skiftevis i pedalerne. Farten stiger, og vinden blæser håret tilbage. Turen går ud i det blå, og solen står højt på himlen. 

Dét drømmer Nadia Laura Elisabeth Pedersen om. Hun drømmer om at cykle ud i naturen på en tandemcykel med sin søn. Og den drøm er netop blevet til virkelighed.

- Vi bor i Aabenraa tæt på vandet, og vi vil derfor gerne ud på ture i naturen, siger Nadia Laura Elisabeth Pedersen. 

20230608_110202.jpg
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard


Synshandicappedes Motionsfond har i dag uddelegeret legater til synshandicappede, som ønsker midler til at få en mere aktiv hverdag. 

7.000 kroner har Nadia modtaget, og det var, hvad der skulle til for at købe en tandemcykel.

- Hvis ikke jeg fik legatet, så ville det være en større udfordring for mig at anskaffe en tandemcykel på nuværende tidspunkt, siger hun og fortsætter:

- Jeg er nyuddannet og alene med min søn, så derfor har jeg ikke midlerne til det lige nu.

Manden bag fonden

Fondens stifter Sven Mogensen, som selv er blind, oprettede fonden for mere end et årti siden. 

Det var i 2011 Sven Mogensen brugte sine egne penge på at stifte Synshandicappedes Motionsfond.

Han mødte også op til begivenheden i dag for at se overrækkelsen af legaterne. 

Sven Mogensen er stifter af Synshandicappedes Motionsfond.
Sven Mogensen er stifter af Synshandicappedes Motionsfond.
Foto: Jeppe Kyvsgaard

Igennem Sven Mogensens liv har har han vist, at blindhed ikke behøver at være en hindring for et aktivt liv. 

Han har både besteget Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, stået på ski og roet havkajak.

Legatet gør det muligt

For Nadia Laura Elisabeth Pedersen betyder legatet, at hun kan få rørt sig mere i hverdagen.

- Det er rigtig dejligt. Det giver mig gode muligheder i hverdagen. Det er jeg bare super glad for, siger Nadia Laura Elisabeth Pedersen og fortsætter:

- Det bliver så dejligt at komme ud at cykle i det gode vejr.

20230608_113239.jpg
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

Det handler ikke kun om at få inkorporeret mere motion i hverdagen. For Nadia handler det også om at kunne give sin søn Elliot nogle oplevelser.  

- I nogle sammenhænge kan det være svært at give min søn samme oplevelser, som andre børn med seende forældre får, så det betyder meget for mig, som synshandikappet, at jeg kan give min søn nogle ture på tandem, siger Nadia Laura Elisabeth Pedersen.

Sammen med en ledsager kan Nadia Laura Elisabeth Pedersen komme ud i det blå med sin søn.

Nadia Laura Elisabeth Pedersen har været blind i 18 år grundet en medfødt øjensygdom.