Blomstrende landsby fik pris for udvikling

Den lille landsby Holbøl modtog søndag prisen som den landsby i landet, der udvikler sig mest. Og det er byen den første i Sønderjylland, der kan flage for.

Det rød-hvide flag var hejst i hele byen, borgmesteren og sågar ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, var med til at fejre
udnævnelsen til blomstrende landsby.

Titelen uddeles hvert år af Landdistrikternes Fællesråd til en landsby, som er velfungerende, udvikler sig og gør byen attraktiv for nytilflyttere.

- Det er jo den første blomstrende landsby i hele Sønderjylland, så de er forgangslandsby, kan man sige, fortalte Carsten Hansen (A) under sit besøg.

Binder ildsjæle sammen

Formanden for borgerforeningen i Holbøl var både en glad og en stolt mand.

- Vi er i stand til at binde ildsjælene sammen til en enhed. For ildsjæle har man alle steder, men det at få dem til at trække i samme retning. Det er
det, der er lykkedes for os, forklarede Volker Schade.

Blandt andet lykkedes det de lokale at få en friskole op at stå, da kommunen lukkede byens folkeskole i 2010.

Modsat mange andre landsbyer, så er Holbøl ikke en af dem, folk flygter fra.

- Der findes ikke ret mange landsbyer, hvor der står så få til-salg-skilte. Der er fordi, det er godt at bo her, mente Volker Schade fra
Borgerforeningen i Holbøl.

Et godt eksempel

Ifølge ministeren kan andre landsbyer sagtens lære noget af Holbøl.

- Man skal gøre sig interessant for at andre bliver interesserede. Der er Holbøl et eksempel på nogen, der har gjort noget særligt, roste Carsten Hansen de lokale borgere, inden det synlige bevis på byens nye status - et flag - strøg til tops.